Folketingspolitikere fra alle partier og fra mange steder i landet får ofte skudt i skoen, at deres interesse for de dele af Danmark, der ligger længst væk fra de største byer, i særdeleshed længst fra København, kan ligge på et meget lille sted.
Jeg vil ikke afvise, at interessen for politikdannelse med udgangspunkt storbyerne stiger i takt med, at man som folketingspolitiker bruger mere og mere tid i København, men jeg tror faktisk ikke, at problemet er så stort, som nogle borgere med deres floskler kommer til at gøre det til. Jeg tror faktisk, at mange borgere vil blive ret overraskede over, hvor lokalt folketingspolitikere egentlig opererer i deres politiske virke, når først de finder ud af det. Problemet ligger måske i, at de politiske partier, deres storkredse og deres vælgerforeninger ikke altid er lige gode til at få kommunikeret det ud lokalt, når de rent faktisk har lokale politiske emner på dagsordenen.
Københavneri bliver det med let fortørnet mine ofte kaldt, når mennesker uden for København ikke oplever sig tilgodeset. Jeg erkender, at det i den grad er noget, der kan fylde hos alle os, der bor langt fra København eller de andre større byer. Men jeg har efterhånden også været en del af den politiske arena i så mange år, at jeg ved, at der er flere nuancer i politik, end man måske lige er klar over. Måske er der noget om ’Københavneriet’, men jeg synes dog, alligevel at jeg vil forsøge at folde ud, hvordan syd- og sønderjyske dagdagsordener når Christiansborg.
Der er mange muligheder for at få lokale emner på den politiske dagsorden ovre på Christiansborg. Også selvom man bor i Kolding, Haderslev, Sønderborg eller Tønder. Udover at jeg er Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Syddanmark, er jeg også partiers lokalformand i Tønder Kommune. Det betyder blandt andet, at jeg har en tæt kontakt til vores storkreds, der igen har en tæt kontakt med vores gode mennesker på Borgen. Af og til melder jeg og mine syddanske vælgerforeningsformandskollegaer politiske emner ind til folkene på Borgen, som de så kan tage med i deres forhandlinger og udspil. Eftersom det kommer fra os i de lokale vælgerforeninger, er det reelle, lokale politiske emner, der dermed bliver behandlet på Christiansborg.
I Det Konservative Parti vil vi meget gerne være ude i lokalområderne og gøre en politisk forskel. Både i byerne, store som små, men også ude i landdistrikterne. Vores kommunalbestyrelsesmedlemmer gør et stort stykke arbejde i alle landets kommuner, men fra folketingsgruppen og fra os folketingskandidater er der også et stort ønske om at have lokale dagsordener. Derfor er der samlet en række lokale initiativer, som er en del af Konservatives udspil for Danmarks retning fremover.
Hele 10 lokale punkter er der på vores udspil. Det er 10 meget gode og meget relevante initiativer, som vi fra Det Konservative Folkeparti – gerne med mig som syd- og sønderjysk bannerfører – vi kæmpe for at få gennemført.
- Ligestilling af udkantsgymnasierne
- Lige tilskud til landets teatre
- Etablering af samlingssted i Lunderskov
- Opgradering af sti langs Bredsten Landevej
- Søbad ved Fårup Sø
- Undersøgelse af mulighed for bro over Vejle Fjord
- Udsigtspunkter ved Vejle Ådal og Vejle Fjord
- Forarbejde til opførelse af et Wegner Museum
- Tilskud til at øge interessen for folk- og roots-musik iblandt børn
- Sangskriverhus i Tønder i regi af Tønder Festival
Som indfødt Tøndring er jeg naturligvis vældig stolt af og meget tilfreds med, at vi har hele tre initiativer på listen, og I kan bande på, at jeg vil arbejde for, ikke bare Tønders tre punkter, men for alle 10 punkter, hvis jeg bliver valgt ind til Folketinget.
Jeg er sikker på, at vi politikere kan blive endnu bedre til at fortælle om, hvad der sker på Christiansborg, fordi ofte drukner de mindre historier i de store. Men med dette indlæg er det første skridt måske taget til en bedre forståelse for hvordan Syd- og Sønderjylland har en forholdsvis kort vej til Christiansborg.
Læs mere om alle initiativerne her: https://konservative.dk/en-borgerlig-retning/