Birgitte Klippert: En jul i provinsen anno 2021

Birgitte Klippert beskriver en jul i provinsen. Er din juleaften lige sådan? www.birgitteklippert.dk

MENINGER – I aften er det juleaften. En dag langt de fleste af os har set frem til længe. Traditioner giver os tryghed i en ellers kaotisk tid, og dette passer om noget til nutiden. Men hvad er det egentligt for en aften, vi ser frem til? Hvad er der for en aften, vi vender os mod for at glemme det kaotiske for en stund? Hvad er det for en aften, der fremkalder de store følelser?

Nedenfor er en beskrivelse af dansk jul i provinsen. En jul i familien Danmark. Min jul som den har været hele mit liv. Min hypotese er, at mindst 90 % af min beskrivelse passer på 90 % af de danskere, der fejrer jul. Det er godt. For det samler os som folk, som kristne, som danskere. På tværs af by og land. Og på tværs af klasseskel.

Juleaftensdag starter tidligt. Ca. kl. 7.00 hvor familiens yngste sørger for at vække hele huset. Familien går samlet ind i stuen, og selvom det forventes, så er det alligevel til alles overraskelse og fryd, at træet står så fint. Pyntet og med lys. Kun stjernen mangler. Der er særlige privilegier ved at være den ældste i en søskendeflok, og storesøster får dermed juleaftensmorgen lov til at sætte stjernen på træet.

I nattens løb har julemanden, foruden at have pyntet juletræet, også lagt en pakke i børnenes sokker, der hænger på række ved brændeovnen. Der bliver pakket op, og ofte har han givet en gave, der kan bruges meget tid på at lege med, så dagen bliver knap så lang.

I nattøjet indtages morgenmaden ved spisebordet, ikke ved køkkenbordet. Spisebordet er dækket med dug og levende lys og de fine tallerkener, som ellers kun bruges, når der er gæster. På bordet er der både kakao, juice, æg og nutella – foruden det, som hører et morgenbord til. I baggrunden er der julemusik, og årets julekalenderhits er i blandt, ligesom også de gamle, danske sange og de populære engelske sange er at finde på familiens juleplayliste på Spotify.

Efter morgenmaden er der tid. For børnene. For meget tid. Dagen er så lang, og de forsøger febrilsk at få minutterne til at gå lidt hurtigere. Men uanset hvad de forsøger, så går det for langsomt. Far har allerede midt på formiddagen gryderne på komfuret. Ting skal tøs op, ting skal varmes, ting skal simre. Mor dækker julebordet, igen med det fine porcelæn, de flotte glas, dug og stearinlys. Musikken spiller i baggrunden.

Juleaftensdag skal alle børn slappe af. Mindst en time. På værelset. Fordi juleaften er en lang aften, og man må være oppe helt indtil alle gaverne er pakket op. De heldige børn falder i søvn, når der skal slappes af. De uheldige ligger og kigger på sekundviseren, mens sommerfuglene basker uregerligt. På et tidspunkt kalder mor – man må komme op. Det flotte, nye juletøj ligger klar på bænken, og mor og børn iklæder sig tøjet, tager halskæder på, fletter håret og smiler forventningsfuldt til hinanden. Far er stadig i køkkenet, og musikken spiller i baggrunden.

Far får et farvelkys, og mor og børn tager i kirke. Alle de møder på vej derhen får et smil og et ”glædelig jul” med på vejen, og når kirkedøren går op, mødes voksne og børn af kirkens lys og varme. En skærende kontrast til frosten og den snigende mørke udenfor. Alle de sange, vi kender, står på arket, og kun én gang årligt fyldes hele kirkerummet op af sang. Det er netop i dag. Alle stemmer i, vi mødes om lyden, lyset, varmen og det kristne budskab. Roen sænker sig, og stemningen stiger. Undervejs hjem taler mor og børn om duften derhjemme. Ingen må åbne hoveddøren, før alle står klar. Døren åbnes. Og alle næsebor udspiles, og duften af stegen rammer hver og en. Musikken spiller i baggrunden.

Kl. 16.00 har alle tid til at sidde sammen i stuen. Foran DR1, foran slikskålen, foran juletræet, foran lyset, foran den aften, der venter. Jesper Fårekylling gør, som han skal. Der grines af fryd, når Stampe træder på isen, og vi hepper ufortrødent på først Anders And og så Rip, Rap og Rup, mens vi guffer chokoladen i os. Tristessen der lurer, over at programmet er ved at være slut, bliver overtaget af en overstadighed, når børnene kommer tanker om at underholdningen afløses af endnu et juleaftenshøjdepunkt: Julegaverne skal bæres ind under træet. Reglerne er klare. Man tager fat i gaverne, bærer dem forsigtigt ind under træet. Ikke andet. Man trykker ikke på dem. Man kigger ikke på kortet. Børnene kæmper for at overholde reglerne, men en gang imellem smutter det, og de ser at netop dén gave, som de er ved at bære ind, er til dem. Igen må sommerfuglene forsøges tøjres. I baggrunden spiller musikken.

Igen skal der slås tid ihjel. For børnene. Far går i bad, mens maden simrer videre. Mor åbner vin, henter sodavand, finder skåle frem og synger med på musikken. Gæsterne, bedsteforældrene, kommer, og de ser julelyset i børnebørnenes øjne. Flere gaver skal lægges under træet, og mormor synger med på ’Juletræet med sin pynt’, mens bedstefar fløjter og spørger, om han skal hjælpe med noget.

Maden serveres. Kål, to slags kartofler, chips, sovs, steg, sodavand, vin, grin, snak, utålmodighed og varme er kendetegnende for julemiddagen. Et flygtigt sekund tænker mor på, at alle andre, netop nu, sidder på samme måde. I familiens skød, med juletræet, med maden, med glæden, med varmen og med taknemligheden som omdrejningspunkt. Vi bliver alle mætte. Af mad og glæde. Men også af længsel efter dem, som mangler. Musikken er skruet ned, men den er der.

Familien er nu rykket ind i stuen. Stearinlysene på juletræet tændes, og første vers af alle sangene i sanghæftet synges, og til de to sidste sange ’Nu er det jul igen’ og ’Højt fra træets grønne top’ danses der om juletræet. Tænk! Danmark om juletræet. Danmark samlet. Danmark fejrer jul. Vi smiler, vi glædes, vi glæder os. Vi giver hinanden gaver. Det er ikke guld, røgelse og myrra. Det er tøj, parfumer, fjernstyrede biler og bøger. Der åbnes én gave ad gangen, så alle kan se, hvad man får, og vi glædes. Vi krammer og siger tak. Og musikken er det soundtrack, som julen læner sig op ad. Før, nu og i fremtiden.

Risalamanden indtages efter gaveåbningen, og allerede i første mundfuld får far den. Men som det hør og bør sig, så gemmer han den i kinden, mens familien lader både anden og tredje portion op i håb om, at mandlen er der denne gang. Når alle må give fortabt, viser far med et skælmsk smil mandlen, mor kysser ham og griner, og mandelgaven pakkes op og tages straks i brug. Imens musikken spiller, slås der mave, børnenes gaver bliver samlet og isat batterier, og gæsterne lægger an til at bryde op.

Juleaften er ved at være slut. Juleaften er magisk. Juleaften er fortid, juleaften er nutid, og juleaften er fremtid.

Rigtig glædelig jul!