Birgitte Klippert: Ældrelivet

Meninger - Birgitte Klippert fra Tønder.

Den 1. januar sad mange af os, helt som vi plejer, med let hovedpine og et lille glas bobler med enten treo eller champagne. Foran os var TV’et tændt, og vores Statsminister var klar til at rydde sendefladen. Helt som det hør og bør sig.

Med glæde kunne jeg konstatere, at Statsministeren talte om vores ældste generation. Gode visioner og gode ord som frihed, værdighed og afbureaukratisering var en del af hendes tale. Faktisk skrev jeg en besked til en god kammerat under talen, hvor der stod: ”Hun holder min nytårstale vedrørende de ældre.” Sådan var min umiddelbare opfattelse nemlig. Men lykken brast hurtigt, da jeg efter nogle minutter lod talen synke ind. Realiteterne kom syne mellem de mange fine ord.

De mange regler og retningslinjer, skal erstattes af én ældrelov. De ansatte i ældresektoren skal have mere tid, og denne tid er lig med at de ældre oplever mere værdighed. Jeg er stor fan af, at vi laver simple love, der er til at forstå. Men i sådan en bred sektor som ældrelivet dækker, så er min frygt, at vi får én lov, der er så kompliceret, at ingen kan læse, forstå og udmønte den. Og det vil aflevere vores ældresektor i et univers uden holdepunkter. Statsministeren vil have mere tid til de ældre. Det vil vi alle. Men tid er ikke lig med værdighed, og tid og rum er ikke det samme. Fremfor tid som mål, skal vi have rum og rummelighed som mål.

Vi skal sikre, at der er rum og rummelighed til, at de ansatte i vores ældresektor kan gøre dét, der skaber værdighed for de ældre. I det forfærdelige program om den ældre dame Else, der på det groveste blev svigtet af plejepersonalet, var det hverken tid deller penge, der var problemet. Det var decideret dårlig moral, manglende næstekærlighed, dårlig ledelse og manglende værdighed. Der var ingen værdier, der var et højere mål for de ansatte, og der var ingen rum og rummelighed til at sikre dén værdighed, som er allermest vigtig, når man er svagest.

Jeg har aldrig arbejdet i ældresektoren, og jeg er ”kun” 36 år gammel, så jeg kan ikke komme med svaret på, hvornår den ældre generation oplever værdighed, men jeg har i sinde at finde ud af det, så jeg, hvis jeg engang får lov at lave love, kan tage ord og ønsker fra dem det handler om med i lovgivningen. Jeg vil spørge ind til friplejehjem, ledelse, værdier, ydelsesønsker mm.

Når tømmermændene rammer efter en (socialdemokratisk fejlforbrugs)fest, kan man tage en treo og gå op og lægge sig. Eller man kan rejse sig, rette ryggen og tage arbejdshandskerne på. Jeg har i sinde at gøre det sidste. Jeg har besøgt et plejehjem, og jeg har i sinde at besøge mange flere de kommende år. Som skrevet mener og tror jeg en masse, og jeg vil ud at se og lære, så ældrelivet kan styrkes politisk udefra, men baseret på viden og erfaringer indefra.