“Det er livskvalitet, når der bliver rørt ved én.” Ordene er sagt af Tina på 92 år. Da Tina var yngre, fra 1952-1977, arbejdede hun i en børnehave, hvor hun hver dag mødte ind og passede byens børn. Hun legede med dem, lærte dem at tale, gav dem tryghed, gav dem knus og kram og tog sig kærlig af dem, mens deres forældre var på arbejde. Nu vender Tinas livsperspektiv den anden vej, og det er nu hende, der har brug for, at der er nogen, der tager sig kærligt af hende.

Det er efterhånden hverken en nyhed eller ukendt information for nogen danskere: vi får flere og flere ældre mennesker i vores samfund de kommende år. Vores sundhedssystem bliver mere og mere udviklet, vi overlever flere sygdomme, vi er oplyste om risici ved rygning, cigaretter og manglende motion, og vi bliver flere og flere ældre.

Det ved vi nu, og det har vi vist længe. Nu – inden vi står midt i det – skal vi forholde os til det. Det har ikke en værdi i dig selv at blive ældre. Det har kun værdi at blive ældre, hvis livet har kvalitet. Livskvalitet. Uanset fysisk og psykisk udgangspunkt så skal vi behandles med værdighed. Vi kan ikke byde vores ældste borgere, dem der har sikret os vores gode land, et liv uden værdighed. Værdighed og livskvalitet hænger sammen.

Jeg har tidligere slået et slag for det, jeg kalder værdighedsjob. De jobs der hver dag sikrer, at vores mest udsatte borgere får den pleje, omsorg og nærvær, som de har krav på. Social- og sundhedsassistenter- og hjælpere, sygeplejersker, hjemmehjælpere osv. Det skal være attraktivt at bestride værdighedsjob. Rammerne skal være gode med tid til pleje og omsorg fremfor papirnusseri, og vilkårene skal være gode med godt arbejdsmiljø og god ledelse.

Ovenstående vil hjælpe til, at der bliver flere, der søger jobbene, og der vil dermed ikke skulle løbes så stærkt på de danske plejehjem. God ledelse skal sikre, at det er værdierne på hvert plejehjem, der er pejlemærket for de ansatte, så de hver dag leverer et godt stykke arbejde.

Livskvalitet kommer ikke af sig selv. Det kommer ikke kun af flere ansatte, bedre vilkår og god ledelse. Det kommer også kun ved en snak om, hvad livskvalitet er. Og her er vi nødt til at snakke med ældre. Og her vi nødt til at stoppe op. Kigge på vores praksis. Kigge på det, der er blevet normen.

De danske plejehjem er fyldt med lifte, maskiner, robotter, mekaniske stole og hvad ved jeg. Her mener jeg, at vi har en stor udfordring. En udfordring som vi i alt for længe bare blindt har sagt, ”jamen, sådan gør vi da bare” til.

Hvorfor må mureren, maleren, bageren og smeden knokle sig en støvle til rette dag efter dag, år efter år, når de ansatte på de danske plejehjem nærmest ikke må hjælpe de ældre beboere op af deres stol!? Det duer simpelthen ikke. Vores ældre medmennesker skal ikke behandles som atomaffald. De skal røres, krammes, støttes, både fysisk og psykisk, løftes og hjælpes i bag. De skal mærke menneskehænder, menneskelig varme, menneskeligt kraft og menneskeligt nærvær. ”Fordi det er livskvalitet, når der bliver rørt ved én.

Tilbage hos Tina er der langt mellem de hænder, der skal og røre og gøre. Hun får besøg af en hjemmehjælper en halv time hver anden uge. Hjemmehjælperen vil så gerne snakke med Tina. Hjælpe hende op af sofaen og ind i køkkenet. Men hun må ikke. Tina, der er så frisk, at hun kan sætte ord på, hvad der vil give hendes liv kvalitet. Tina, der engang gav små børn nærvær, tryghed og omsorg. Tina hvis værdighed i høj grad er afhængig andre. Hun kan ikke blive rørt af menneskelige hænder i tilstrækkelig grad. Det kan vi ikke være bekendt.