Den danske ESA astronaut Andreas Mogensen besøgte forleden klodsernes hovedstad, Billund, hvor han besøgte Legoland, Lego House og Lego Campus. Formålet med besøget var at få flere børnefamilier til at engagere sig i at udforske rummet gennem leg.
Under besøget holdt Andreas Mogensen flere foredrag om sine inspirerende oplevelser i rummet, hvor han blandt andet fortalte om, hvordan kreativitet og læring gennem leg, som vi kender fra Lego-klodsen, også bruges i rummet og i rumvidenskaben. Andreas Mogensen demonstrerede dette ved at bygge et bæredygtigt rumskib i Build the Change aktiviteten i Lego House samt en Lego minifigur af sig selv. Figurerne er nu placeret i Lego butikken i Lego House, hvor de opleves af de besøgende.
En astronaut med et Lego julehjerte
Som en del af besøget var Andreas Mogensen også forbi byggeaktiviteten “Build to Give” i Legoland, hvor han byggede årets allerførste Lego julehjerte sammen med 15 begejstrede børnefamilier, der fik denne unikke oplevelse på baggrund af en lodtrækning mellem Legoland sæsonpasholdere. Blandt de fremmødte var flere børn med interesse for rummet, som fik mulighed for at stille spørgsmål og tage billeder med Andreas Mogensen. Også Michael Ottesen, direktør i Legoland, var begejstret for besøget.
– Det har været rigtig spændende og lærerigt at have Andreas Mogensen på besøg. Han er jo i forvejen en del af parken, fordi han er udstillet i Miniland, og vi synes, det er dejligt, at han endnu engang har lyst til et besøg hos os, hvor han deler sin glæde for at bygge med Lego klodser sammen med børn, der er interesserede i rumfart, siger Michael Ottesen.
Hvis man vil se Andreas Mogensens Lego julehjerte på helt tæt hold, kan man besøge byggeaktiviteten “Build to Give” i Legoland, der åbner officielt med Jul i Legoland i morgen lørdag d. 30. november. Man kan også bygge sit eget julehjerte i Lego klodser, og lægge det op på sine sociale medier med hashtag #BuildToGive.
Kilde: Legoland
