Nattekontrol af ålefiskeriet resulterede i konfiskation af 14 ulovlige fiskeredskaber, da fiskerikontrollen var på kontrol langs Langeland og i bæltet ud for Reersø Havn i Nordvestsjælland.

I ly af nattens mørke var Landbrugs- og Fiskeristyrelsens fiskerikontrolskib ”Havternen” i aktion i Danmarks indre farvande omkring Langeland og i Storebælt ud for kysten ved Nordvestsjælland. Her var de på udkig efter ulovligt udsatte fiskeredskaber, herunder særligt ruser til at fiske efter ål. Det skyldes, at EU i øjeblikket har særligt fokus på ålefiskeriet, da ålen er kritisk truet. Derfor er der i regi af EU lanceret en kontrolkampagne mod ulovligt fiskeri af ål, som Danmark deltager i.
”Det er vores erfaring, at en del af det ulovlige fiskeri efter ål foregår om natten, hvor ruserne sættes ud i skumringen og røgtes i morgentimerne. For at stoppe det ulovlige fiskeri var vi derfor afsted henover aftenen og natten. I farvandet omkring Langeland fandt vi en enkel ruse. Tæt på Reersø Havn fandt vi ikke mindre end 11 ulovligt udsatte ruser”, fortæller skibsfører John Poulsen fra fiskerikontrollen.
De 12 ulovligt udsatte ruser var hverken afmærket eller mærket med identifikation som reglerne foreskriver. De ulovlige ruser blev derfor beslaglagt af fiskerikontrollørerne og taget med, efter de var blevet tømt for fangsten, der primært bestod af ål.
Udover de 12 åleruser fandt fiskerikontrollen også 2 ørredgarn, som var udsat ulovligt, idet de var uden afmærkning og identifikation. Derudover var garnene også udsat mindre end 100 meter fra kysten. Det er et krav ifølge reglerne bl.a. for at beskytte trækfisk såsom havørred og laks.
Fiskerikontrollen vil nu forsøge at finde frem til ejerne af de ulovlige ruser og garn. Hvis det lykkedes, kan de se frem til en bøde, inddragelse af fisketegnet, samt en konfiskation af deres ulovlige fiskeredskaber.
”Reglerne for fiskeri efter ål er relativt simple, når det kommer til det rekreative fiskeri i saltvand. Hele 2025 har det nemlig været forbudt for lyst- og fritidsfiskere at fiske efter ål i saltvand. Derfor sætter vi ind over for fiskere, som fortsat fisker efter ål. Reglerne er til for at passe på vores fælles fiskebestand, så der også i fremtiden er fisk i de danske farvande. Ser man noget ude i vandet, som ser ud til at være ulovligt, kan vi kun opfordre til, at man anmelder det til os”, fortæller John Poulsen.
Hvis du observerer tegn på ulovligt fiskeri, kan du altid anmelde det til fiskerikontrollen på styrelsens hjemmeside www.lfst.dk. Du kan på vores hjemmeside også altid finde de gældende regler for fiskeri.
