Åbent Landbrug er et årligt tilbagevendende gratis arrangement, som afholdes den 3. søndag i september.
Her inviterer gårde og virksomheder over hele landet danskerne på besøg i tidsrummet kl. 10-16, så de på nært hold kan få et autentisk indblik i nutidens moderne landbrug og fødevareproduktion. Hvert år besøger mellem 60.000 og 100.000 gæster Åbent Landbrug. Siden 1995, hvor arrangementet gik under navnet Grøn søndag, har omkring 2 millioner danskere deltaget på dagen.
Projektet er skabt med støtte fra Landbrugslotteriet, Mælkeafgiftsfonden og Svineafgiftsfonden.
Åbølgård i Bylderup Bov inviterede indenfor
Familien David bød velkommen til Åbent Landbrug
– Her på Åbølgaard bor vi, Familien David, bestående af Jan, Trine og vores datter Mille.
– Siden 2016 har vi haft glæden af at drive gården, hvor Jan sammen med fire dedikerede medarbejdere tager sig af vores 290 malkekøer og 280 kalve og ungdyr. På vores 210 hektar dyrker vi majs og græs, som bliver brugt som grovfoder til vores kvæg.
– Vi har gennem de sidste år sat gården i stand. Vi går højt op i dyrevelfærd og har derfor investeret i en total løsning fra det danske firma Cow-Welfare. Med fleksible sengebøjler og ekstra bløde senge, et forbedret fodersystem der understøtter køernes naturlige måde at æde på, samt et avanceret ventilationssystem, der udskifter og fordele frisk luft i stalden, sikrer vi en god komfort og trivsel for vores køer.
-Disse nye forbedringer betyder, at køerne i højere grad kan efterligne et naturligt adfærdsmønster og trives godt i stalden.