Aabenraa: Nyt biogasanlæg i Kliplev sender grøn gas ud til forbrugerne i Sønderjylland

Evida har netop tilsluttet biogasanlæg nummer 53 til det danske gassystem. Anlægget, som ligger tæt ved motorvejsafkørsel 73 Kliplev, skal levere biogas ud i det sønderjyske gasnet til gavn for gasforbrugerne og den grønne omstilling. Pressefoto - SBS EvidaArkivfoto - Evida har netop tilsluttet biogasanlæg nummer 53 til det danske gassystem. Anlægget, som ligger tæt ved motorvejsafkørsel 73 Kliplev, skal levere biogas ud i det sønderjyske gasnet til gavn for gasforbrugerne og den grønne omstilling. Pressefoto - SBS Evida

Evida har netop tilsluttet biogasanlæg nummer 53 til det danske gassystem. Anlægget, som ligger tæt ved motorvejsafkørsel 73 Kliplev, skal levere biogas ud i det sønderjyske gasnet til gavn for gasforbrugerne og den grønne omstilling.

Lige nu udgør biogas mere end 25% af gassen i gasnettet, og andelen er stigende.

”Vi arbejder for den grønne omstilling og er derfor glade for at kunne tilslutte endnu et biogasanlæg til gassystemet. Sønderjylland er et af de områder, hvor der udbygges mest med biogas i disse år, og som dermed bidrager til at gennemføre en omstilling af gasforbruget væk fra naturgas,” siger Peter Kristensen, strategi- og udviklingsdirektør i Evida.

Sustainable Bio Solutions (SBS) ejer biogasanlægget, som er opført og drives af Bigadan, og når anlægget er i fuld drift, kan det hver time levere 6.000 m3 bio-metan ind i gassystemet. Det svarer på årsbasis til gasforbruget i cirka 29.000 parcelhuse.

”Det er med stor glæde og stolthed, at vi sammen i dag, på baggrund af et mangeårigt tæt og dedikeret samarbejde med landmændene i Leverandørforeningen SBS Kliplev, Aabenraa Kommune, Kliplev Lokalråd og Bjerndrup Udviklingsråd, Bigadan samt en lang række samarbejdspartnere, kan opgradere og sende den første grønne gas ind i gasnettet,” siger Lars Byberg, administrerende direktør i SBS.


To parallelle ledninger forbinder biogasanlægget med gasnettet. Den ene ledning leder gassen ind i gasnettet omkring Tinglev by. Den anden ledning fortsætter mod Bolderslev, hvor en kompressorstation hæver trykket på gassen, så den kan sendes ind i det overordnede gastransmissionsnet og fordeles længere ud i landet.

Ifølge Energistyrelsens fremskrivninger vil biogas i 2025 kunne dække, hvad der svarer til 38% af gasforbruget herhjemme.

Fakta om SBS Kliplev

  • SBS Kliplev er med 12 rådnetanke og 3 linjer et af verdens største biogasanlæg.
  • Med den nyeste teknologi kan anlægget afgasse tæt ved 1 million tons biomasse pr år.
  • Biogassen i anlægget produceres bl.a. af gylle, dybstrøelse og anden biomasse fra de 50 landmænd i Leverandørforeningen SBS Kliplev
  • Ved fuld produktion kan SBS Kliplev årligt opgradere og eksportere 48 millioner Nm3 bio-metan til gasnettet.
  • SBS Kliplev bidrager dermed væsentligt til at gøre Danmark selvforsynende med klimavenlig grøn gas.

Fakta om biogas i gasnettet

  • Biogas bliver produceret på anlæg, som ligger rundt omkring i landet, typisk i områder med stor landbrugsproduktion.
  • Langt størstedelen af den biogas, der bliver produceret i Danmark, bliver opgraderet – det vil sige renset for blandt andet CO2 – og herefter sendt ud i gassystemet.
  • Evidas opgave er at sørge for, at biogassen bliver sendt ud i gassystemet.
  • Gasdistributionsnettet består af en række lokale delnet. Et biogasanlæg bliver typisk tilsluttet et lokalt delnet, og den fysiske gas fra anlægget vil blive forbrugt lokalt.
  • Hvis der bliver produceret mere gas, end der kan bruges lokalt, bliver gassen sendt videre ud i systemet og forsyner andre dele af Danmark.

Kilde: Evida.dk