København holder på varmen – mindst 2 grader varmere end ude på landet….

På varme nætter er danske storbyer omkring to grader varmere end det åbne land.

Lokalt kan forskellen overstige tre grader.

Den nye DMI-rapport ‘Klimastatus 2026’ sætter fokus på den varme, der bliver hængende efter solnedgang, og som kan blive en voksende udfordring for sundheden.

En varm sommerdag slutter ikke nødvendigvis, når solen går ned.

Asfalt, tage og bygninger har opsuget varme i løbet af dagen og afgiver den langsomt igen. Derfor køler byen langsommere ned end det åbne land. På varme nætter er forskellen omkring to grader i gennemsnit, mens varmeø-effekten de varmeste steder kan komme over tre grader.

Det fremgår af den nye rapport ‘Klimastatus 2026’, hvor Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI samler den nyeste viden om klimaets udvikling og konsekvenser.

Forskellen er vigtig, fordi kroppen har brug for nattens lavere temperaturer til at komme sig efter varme om dagen. Mangler den afkøling gennem flere døgn, stiger varmebelastningen.

Tyra Grove Krause, der er faglig direktør i Statens Serum Institut siger:


– Denne sommers ekstreme hedebølge i Vesteuropa var et alarmerende signal om de alvorlige sundhedskonsekvenser af et varmere klima i Europa. Gennem overvågningssystemet EuroMOMO har vi hen over sommeren estimeret omkring 36.000 ekstra dødsfald i de deltagende lande, med særlig høj overdødelighed i Belgien, Tyskland og Frankrig. Varme belaster både kredsløbet og kroppens væske- og saltbalance, og særligt ældre og mennesker med underliggende sygdomme er udsatte.   

Tyra Grove Krause deltager på Danish Climate Science Symposium 2026 med et oplæg om klimaforandringer som en dansk folkesundhedsudfordring.

Temperaturen skifter fra gade til gade


DMI-forskere har tidligere kortlagt varmeø-effekten i blandt andet København. Undersøgelsen viser, at selv inden for den samme by kan temperaturen variere markant. Tæt bebyggede områder er typisk varmest, mens træer, parker og nærhed til vand kan sænke temperaturen lokalt.

Det betyder også, at noget kan gøres. De detaljerede temperaturkort kan vise, hvor varmebelastningen er størst, og hvor eksempelvis flere træer, grønne områder eller andre ændringer i byen kan gøre størst forskel.

– Udfordringen vokser i takt med temperaturen. Derfor bliver byplanlægning ikke kun et spørgsmål om bygninger og trafik, men også om at skabe steder, hvor mennesker kan komme af med varmen, siger klimaforsker Hjalte Jomo Danielsen Sørup fra DMI

Fakta | Byen efter solnedgang

  • København er på varme nætter omkring 2 °C varmere end de omkringliggende landområder.
  • De varmeste steder kan have en varmeø-effekt på mere end 3 °C.
  • Tæt bebyggelse, asfalt og andre hårde overflader holder på varmen.
  • Træer, parker og nærhed til vand kan dæmpe temperaturen lokalt.
  • Den manglende afkøling om natten øger varmebelastning på mennesker.