Folkehjem i Aabenraa: En af Sønderjyllands mest historiske bygninger skal renoveres

Folkehjem i Aabenraa skal renoveres takket være en flot donation fra donation på 30 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Foto er fra 2012 ved H.M. Dronningens besøg i Aabenraa i forbindelse med Genforeningen. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Det historiske Folkehjem i Aabenraa står foran en omfattende renovering takket være en donation på 30 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Donationen skal sikre, at bygningens særlige kulturarv bevares, og at Folkehjem fortsat kan danne ramme om det sønderjyske kultur- og foreningsliv.

Folkehjem har i mere end 100 år spillet en central rolle i Sønderjyllands historie. Som samlingssted for de dansksindede sønderjyder var huset et omdrejningspunkt frem mod Genforeningen i 1920, og i dag fungerer den fortsat som et levende forsamlingshus.

En vigtig brik i landsdelens historie

– Folkehjem er ikke bare en historisk bygning, men et helt særligt sted, der har haft afgørende betydning for vores landsdels historie. Jeg er derfor utrolig glad for, at A.P. Møller Fonden med denne generøse donation er med til at bevare Folkehjem for kommende generationer. Det handler både om at passe på vores fælles historie og skabe rammerne for, at der også i fremtiden kan skrives nye kapitler i den, siger Jan Riber Jakobsen, bestyrelsesformand for Folkehjem og borgmester i Aabenraa Kommune.

Folkehjem favner i dag mange aktiviteter som hjemsted for sprogforeningen og fast mødested for en række historiske og nationale foreninger. Og i forbindelse med 100-året for Genforeningen blev Genforeningsparken etableret med støtte fra Aabenraa Kommune, A.P. Møller Fonden og BMC-Fonden. Men selve bygningen trænger dog til et løft. Arkitekturen er præget af bygningens tyske oprindelse og den danske videreudvikling efter Genforeningen. Renoveringen kommer til at fremhæve disse kvaliteter og de tekniske installationer og adgangsforholdene bliver opdateret. Renoveringen vil ruste bygningen til at fungere som samlingspunkt for sønderjyder og sydslesvigere i mange år frem.

Grænselandskultur

– Folkehjem er en nøgle til forståelsen af den sønderjyske bevægelse, et fascinerende stykke grænselandsarkitektur og med de mange aktive traditioner og foreninger et stykke spillevende kulturarv. Vi er derfor i bestyrelsen nået frem til, at Folkehjem fortjener en smuk helhedsplan og er taknemmelige for A.P. Møller Fonden store støtte, siger Simon Faber, næstformand for Folkehjem.

Folkehjem i Aabenraa skal renoveres takket være en flot donation fra donation på 30 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Foto er fra 2012 ved H.M. Dronningens besøg i Aabenraa i forbindelse med Genforeningen. Foto: Erik Egvad Petersen – www.sydnyt.dk