Boligselskabet af 1943 i Vojens bliver fra 1. januar 2027 en del af Boligkontoret Danmarks administrations- og foreningsfællesskab.
Med 722 boliger og en stærk lokal forankring ønsker boligselskabet at bevare sin selvstændighed og lokale identitet og samtidig få adgang til et større fagligt fællesskab.
– Vi bevarer vores selvstændighed og lokale identitet, men får samtidig en større faglig værktøjskasse, når vi har brug for specialister. Det gør os mere robuste som lokalt boligselskab, siger Karina Wolff Hansen, formand for Boligselskabet af 1943.
722 boliger i Vojens
Boligselskabet har 722 boliger i Vojens og de mindre byer omkring samt fire administrative medarbejdere tilknyttet. Med overgangen til Boligkontoret Danmark bliver boligselskabet en del af et landsdækkende foreningsfællesskab med mere end 60 medlemsorganisationer med i alt 32.000 almene boliger.
Muligheden for at trække på specialiserede kompetencer inden for blandt andet byggeri og jura har været en vigtig del af beslutningen. Samtidig står Boligselskabet af 1943 over for et generationsskifte blandt medarbejderne, hvor tre af de fire administrative medarbejdere forventes at gå på pension inden for de kommende tre år.
– Vi står over for et generationsskifte blandt vores administrative medarbejdere, og derfor handler det også om at skabe en robust organisation, hvor vigtig viden og kompetencer ikke er bundet op på enkeltpersoner. Samtidig ser vi frem til at blive en del af et fagligt fællesskab, hvor vi kan få inspiration og sparre med andre medlemsorganisationer, siger Karina Wolff Hansen.
Fokus på beboerdemokrati og kommende renoveringer
Boligselskabet af 1943 har gennem de seneste ti år haft øget fokus på beboerdemokratiet og ønsker som en del af det nye fællesskab fortsat at styrke bestyrelsernes beboerdemokratiske arbejde.
Samtidig står boligselskabet over for flere spændende bygge- og renoveringsopgaver. I den nærmeste fremtid venter blandt andet en renoveringssag med støtte fra Landsbyggefonden, hvor boligselskabet kan trække på Boligkontoret Danmarks specialiserede kompetencer.
Hos Boligkontoret Danmark glæder administrerende direktør Lars Lehmann sig over at byde den nye medlemsorganisation velkommen.
– Boligselskabet af 1943 har en stærk lokal forankring og et ønske om fortsat at være tæt på både beboere og beboerdemokrati. Det passer godt til den måde, vi arbejder på i Boligkontoret Danmark, hvor lokal selvstændighed går hånd i hånd med et større fagligt fællesskab. Vi glæder os meget til samarbejdet, siger Lars Lehmann.
Aftalen træder i kraft den 1. januar 2027.
