Hvor godt passer du på dit .dk-domænenavn? – Sikkerpånettet.dk ruller ny version ud

Sikkerpånettet.dk er klar i en ny version, der gør det nemmere for danske virksomheder at beskytte deres .dk-domænenavne.

For sikkerhed på nettet er et fælles ansvar, og det starter hos den enkelte virksomhedsejer.

Når man driver en virksomhed, sørger man for at låse døren og slå alarmen til, inden man går hjem. Det samme gælder online. De kunder og borgere, der besøger en hjemmeside eller modtager en mail, skal kunne stole på, hvem de taler med. Derfor er sikkerheden på et .dk-domænenavn altid ejerens eget ansvar.

Heldigvis behøver man ikke være it-ekspert for at tage hånd om det. Siden oktober 2020 har sikkerpånettet.dk hjulpet danske virksomheder med at få overblik over deres sikkerhed. Bag løsningen står Punktum dk sammen med en række samarbejdspartnere, og målet er enkelt: Med et hurtigt opslag får man et klart billede af tilstanden på sit .dk-domænenavn samt konkrete anvisninger til, hvad man bør optimere.

Nu er en opdateret version af sikkerpånettet.dk gået i luften med en række væsentlige forbedringer.

 Ny test lukker et åbent hul i internettrafikken

Den største tilføjelse i den nye version er denne test: Rutegodkendelse (RPKI) på både -domænenavn og e-mailserver.

Uden RPKI stoler internettets routere blindt på oplysninger om, hvem der ejer hvilke IP-adresser. Det skaber to store sårbarheder på nettet:

  • BGP Hijacking: Uvedkommende kan udgive sig for at eje en virksomheds IP-adresser og omdirigere trafikken til egne servere for at få fat i data eller adgangskoder.
  • Trafikfejl og nedbrud (Route Leaks): En simpel tastefejl hos en internetudbyder kan sende store mængder trafik det forkerte sted hen og skabe massive forsinkelser eller ligefrem lægge dele af nettet ned.

RPKI løser det ved at tilføje kryptografisk signerede certifikater (ROA’er) til IP-adresserne. Når en router modtager en rute, verificerer den automatisk, om afsenderen reelt har tilladelse til at sende trafik for adresserne. Hvis signaturen ikke stemmer, bliver ruten afvist med det samme. Trafikken havner dermed dér, hvor den hører hjemme.

 Faste standarder opdateret

Ud over RPKI byder opdateringen på justeringer af de eksisterende tests på sikkerpånettet.dk:

  • HTTPS og TLS: TLS-delen er opdateret, så den følger de nyeste hollandske standarder, som vi i Danmark lægger os tæt op ad
  • Beskyttelse mod phishing: Opdaterede kontroller af standarder som DMARC, DKIM og SPF samt sikker mailserverforbindelse via STARTTLS og DANE
  • Infrastruktur: Finjusteringer af testene for IPv6, DNSSEC og generelle sikkerhedsindstillinger.

– Vi stiller det gratis værktøj til rådighed, men det er ude hos alle med et domænenavn, at arbejdet skal gøres. Jeg mener, at når man har et domænenavn, så har man også ansvaret for at trafikken på det domænenavn er så sikker, som det kan blive. Det kan sikkerpånettet.dk hjælpe alle til, at den bliver. Til gavn for os alle. siger Jakob Bring Truelsen, administrerende direktør i Punktum dk.

Det tager under et minut at slå sit .dk-domænenavn op på sikkerpånettet.dk.

 Om sikkerpånettet.dk

Sikkerpånettet.dk er et fælles initiativ drevet af en række centrale aktører i den danske internetbranche, herunder Punktum dk. Værktøjet er gratis og uvildigt og hjælper virksomheder med selvhjælp til bedre digital sikkerhed.