Opgaven med at overvåge de danske ulve er nu sendt i udbud. Overvågningen skal være individbaseret og dermed markant mere intensiv end i dag.

Fremover skal vi kende alle danske ulve på deres DNA.
Budgettet til ulveovervågningen skrues i forbindelse med udbuddet op fra 1,25 mio. til 7,5 mio. kroner årligt.
Opgaven med at overvåge ulvene og etablere et individregister er sendt i udbud af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Som led i den nye individbaserede ulveovervågning skal der indsamles og analyseres langt flere DNA-prøver af ekskrementer, hår, døde dyr m.v., end der sker i dag.
Det skal give et langt bedre overblik over ulvene i Danmark.
”Målet er at få et så præcist billede af den danske ulvebestand som muligt. Derfor skruer vi op for overvågningen på alle parametre med flere indsamlede prøver og ikke mindst flere DNA-analyser.
Udbuddet er et vigtigt skridt i arbejdet med at finde en balance i vores sameksistens med ulvene. Bedre overvågning er nemlig en forudsætning for, at vi på et tidspunkt kan regulere ulvene så tæt på bestandsminimum som muligt,” siger minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen.
Fristen på at afgive tilbud på overvågningsopgaven er 2. november 2026
Ulveovervågningen bliver intensiveret fra årsskiftet, hvor den nye kontrakt træder i kraft.
Styrelsen har overvåget de danske ulve siden 2017.
