Sønderborg Kommune har ansat ny beredskabschef – Jacob Edemann Jørgensen

Sønderborg Kommune har ansat ny beredskabschef - Jacob Edemann Jørgensen. Pressefoto Sønderborg Kommune

Jacob Edemann Jørgensen er ansat som ny beredskabschef i Sønderborg Kommune. Han kommer med 17 års erfaring fra Forsvaret og har en bred baggrund inden for blandt andet operativt beredskab, krisestyring, strategisk udvikling, politisk betjening og ledelse.

Som beredskabschef får Jacob Edemann Jørgensen ansvaret for et beredskab med en stærk faglig og lokal forankring. En central del af opgaven bliver at sikre en stabil og professionel daglig drift og samtidig bidrage til den fortsatte udvikling af kommunens robusthed, krisestyring og beredskabsplanlægning. Beredskab Sønderborg bygger på et tæt samspil mellem fastansatte, deltidsansatte, frivillige enheder og de frivillige brandværn. Den nye beredskabschef skal være med til at udvikle dette samarbejde og skabe fælles retning på tværs af forskellige fagligheder, roller og kulturer.

Jacob Edemann Jørgensen er orlogskaptajn og har gennem sin karriere arbejdet med både operative og strategiske beredskabsopgaver. Han har blandt andet erfaring fra Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen og Søværnet. Her har han beskæftiget sig med programstyring, ministerbetjening, udvikling af militær og civil samfundsrobusthed, den nationale forsvarsplan samt koblingen mellem nationale beredskabsniveauer og NATO’s beredskabssystem.

Han har desuden haft en række ledelsesfunktioner med ansvar for medarbejdere, økonomi og budgetter. Hans operative erfaring omfatter blandt andet tjeneste som operationsofficer og medlem af skibsledelsen på fregatten Niels Juel samt opgaver inden for det nationale maritime redningsberedskab.

Ud over selve beredskabet omfatter stillingen et bredt ledelsesansvar for Vagtcentralen, parkeringskontrollen i tre sønderjyske kommuner og Flådestyring, som driver og koordinerer Sønderborg Kommunes cirka 450 køretøjer. Beredskabschefen bliver samtidig en del af ledelsen i Drift og Beredskab Sønderborg med ansvar for blandt andet ledelse, økonomi, politisk betjening og udviklingen af kommunens samlede robusthed.

Jacob Edemann Jørgensen er født og opvokset i Sønderborg og er efter en årrække væk fra området vendt tilbage til Als.

Den nye beredskabschef tiltræder den 1. november 2026, og han afløser Allan Dalager Clausen, der 1. maj fik nyt job ved politiet.