AL Sydbank holder fusionsløfte: Privatkunder får konto og netbank til 0 kroner

Svend Randers, bankdirektør med ansvar for privatkunder i AL Sydbank. Pressefoto

AL Sydbank fjerner nu kunde-, konto- og netbankgebyret for alle privatkunder med NemKonto i banken. Dermed indfrier banken en central del af løftet fra fusionen.

Fra september slipper alle privatkunder med NemKonto i AL Sydbank for at betale kunde-, konto- og netbankgebyret. Det gælder, uanset hvor stor en økonomi eller et engagement kunden har i banken.

”Det skal være muligt at få sin løn ind på en konto, have adgang til sin netbank og betale i en butik, uden at banken tager en lille bid af det. Det synes vi er ordentligt, og det er en del af det samfundsansvar, vi ønsker at tage som bank. Nu er vi klar med første del af tilbuddet, som vi lovede ved fusionen. Det gælder både eksisterende og nye privatkunder, som har NemKonto hos os,” siger Svend Randers, bankdirektør med ansvar for privatkunder i AL Sydbank.

Privatkunderne fra det tidligere Arbejdernes Landsbank kender allerede det gode tilbud. Nu får alle privatkunder fra det tidligere Vestjysk Bank og Sydbank også adgang til konto og netbank, uden at det koster en krone. Dermed vil tilbuddet gælde alle privatkunder i AL Sydbank – både eksisterende og nye kunder.

Kort på vej
Samtidig arbejder banken på at udbygge tilbuddet med ét betalingskort, som også er gebyrfrit. Det bliver en del af tilbuddet, så snart det teknisk kan lade sig gøre i fusionsbanken, som fortsat kører på forskellige it-systemer.

”Nu indfrier vi en meget central del af det løfte, vi gav ved fusionen. Men der er mere på vej – vi arbejder fortsat videre for også at gøre ét gebyrfrit betalingskort klar til alle vores privatkunder. På grund af teknikken tager det lidt længere tid endnu, men vi skal nok nå i mål,” siger Svend Randers.

Fakta:

  • De fjernede gebyrer betyder, at den enkelte privatkunde fra det tidligere Vestjysk Bank og det tidligere Sydbank vil nu spare op til 600 kroner om året.
  • Når løsningen med ét kort er på plads, vil alle kunder med NemKonto i AL Sydbank have adgang til konto, netbank og ét kort, uden at det koster noget.