Aabenraa Kommune: Tågholm Biogas vil udvide fra 255.000 tons til 900.000 tons om året

Plan- og Boligudvalget skal tage stilling til en ansøgning fra Tågholm Biogas.

I denne sag lægges der op til en godkendelse af indkaldelse af idéer og forslag samt høring af afgrænsningsrapport for miljøvurdering i forbindelse med en udvidelse af Tågholm Biogas A/S. Der fremlægges ligeledes en redegørelse om biomassebalance til orientering.

Udvalget for Plan, Teknik & Landdistrikter godkendte i august 2025 en igangsætning af planlægningen. Udvidelsen af biogasanlægget er i tråd med ambitionen om Grøn erhvervsudvikling i Erhvervsstrategien med hensyn til, at Aabenraa Kommune skal være en frontløber for grøn energi. Udvidelsen indgår ligeledes i helhedsplanen for Kassø, som et element, der kan bidrage til sektorkobling og grøn erhvervsudvikling i området. 

Med udvidelsen øges den modtagne mængde biomasse fra 255.000 tons/år til 900.000 tons/år. Den øgede mængde biomasse til anlægget vil medføre, at der produceres en større mængde biogas, som i første omgang skal opgraderes og afsættes til naturgasnettet.

Den øgede biogasproduktion vil betyde en direkte CO2 -fortrængning på 65.000 ton årligt, hvilket svarer til den totale årlige CO2 udledning fra ca. 5.000 private husstande eller 6.500 danskere.

For at kunne håndtere den øgede mængde biomasse ønskes plangrundlaget omkring Tågholm Biogas A/S udvidet, så der gives mulighed for at etablere yderligere op til 20 – 25 biogasreaktorer og efterafgasningstanke på hver ca. 11.200 m3 biomasse og i 28 meters højde. Der ønskes samtidig tilvejebragt grundlag for etablering af nødvendige hjælpefaciliteter i form af hal til håndtering af flydende og fast biomasse samt plansiloareal.

Der ønskes ligeledes mulighed for at etablere anlæg til at sikre sektorkobling, i form af batterilagringsanlæg, akkumuleringstank samt gasmotor eller kedelanlæg, ligesom der ønskes mulighed for at etablere anlæg til opsamling af CO2 produceret ved biogasopgraderingen, faciliteter til behandling af græsprotein samt et pyrolyseanlæg.

Den fysiske udvidelse af biogasanlægget tænkes placeret syd for det eksisterende biogasanlæg og omfatter et areal på 35 ha, så hele anlægget får et omfang på samlet 41 ha. Udvidelsen kræver udarbejdelse af nyt plangrundlag i form af lokalplan, kommuneplantillæg og tilhørende miljøvurdering.

Inden planarbejdet igangsættes, kan der indkaldes idéer og forslag til planlægningen. Der er vedlagt materiale hertil i bilag.

Tågholm Biogas A/S, der er ansøger og bygherre, har ønsket, at der udarbejdes en miljøkonsekvensrapport vedrørende det konkrete projekt og foreslået at den sammenskrives med kommunens miljørapport vedrørende planlægningen. Derved kan en screening om behovet for miljøvurderingerne udelades og derved bliver det samlede materiale mere overskueligt. Miljøvurderingerne sker i henhold til miljøvurderingsloven.

Foruden udvidelsen af biogasanlægget omfatter projektet også et nyt tracé, der skal sikre at biogassen kan distribueres fra anlægget til gasnettet ved et tilslutningspunkt i Bolderslev. Bygherre for denne del af projektet er Evida. Begge bygherrer har ønsket, at miljøvurderingen af tracéet indgår i en samlet miljørapport med udvidelsen af biogasanlægget. Forvaltningen har derfor anmodet om at overtage myndighedskompetencen for miljøvurderingen af tracéet fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Tracéet indgår ikke i lokalplan eller kommuneplantillæg.

Forinden miljøvurderingerne gennemføres, skal der ske en afgrænsning af, hvilke emner der skal indgå. Afgrænsningen sker via et afgrænsningsnotat, der skal udsendes i offentlig høring. Notatet er vedlagt i bilag.

Det indstilles, at de to høringsdokumenter fremlægges i offentlig høring i fire uger, fra ultimo august. I forbindelse med den tidligere udvidelse af biogasanlægget indkom der ingen høringssvar til lokalplan eller miljøvurdering.

Det vurderes derfor ikke at være behov for at afholde et borgermøde i forbindelse med høringen.

Planmæssige forhold

Den eksisterende del af Tågholm Biogas A/S er placeret i landzone og er omfattet af lokalplan nr. 134 ”Biogasanlæg på Tågholmvej”. Området er udlagt til teknisk formål i kommuneplan-ramme 2.9.016.T.

Den nye lokalplan skal erstatte og udvide det eksisterende kommuneplanramme (2.9.016.T) og den eksisterende lokalplan (LP134) for at muliggøre et ca. 41 hektar stort areal til udvidelse af biogasanlæg samt anlæg med teknisk relation hertil.

Sagen afgøres i

Plan og Boligudvalget.

Indstilling

Plan, Teknik & Miljø indstiller,

at der gennemføres en offentlig indkaldelse af ideer og forslag og en offentlig høring om afgrænsning af miljøvurderingerne for udvidelsen af Tågholm Biogas A/S,

at miljøvurderingen af planlægningen og miljøvurderingen af det konkrete projekt sammenskrives,

at høringsperioden fastlægges til fire uger,

at der ikke afholdes et borgermøde i løbet af høringen, og

at redegørelsen om biomassebalance tages til efterretning.

Bilag