Christoffer Mundt vandt DM i BallonFlyvning 2026 efter stærk afslutning i Gram – Vi ser ballonerne igen i 2028

DM i BallonFlyvning blev afholdt i Gram i år. I 2028 vender de tilbage igen. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk


DM i ballonflyvning er nu afsluttet efter et mesterskab, der igen i år blev afholdt i Gram. Vejret gav deltagerne udfordringer, og konkurrencen endte med fire gennemførte flyvninger ud af syv mulige. Lørdagen leverede et flot punktum med både en rolig morgenflyvning og en stemningsfuld aftenflyvning, hvor ballonernes afgang fra pladsen ved Gram Slot blev overværet af et par tusinde mennesker.

Christoffer Mundt fra Albertslund sikrede sig DM-titlen sammen med teamet fra Mundt Balloons. Mesterskabet blev afgjort efter fire flyvninger og 12 task, hvor Mundt opnåede en samlet score på 9339 point. Han var forsvarende danmarksmester og en del danmarksmesterskaber bag sig. Christoffer Mundt har været aktiv ballonpilot siden 1991, hvor han fik sin pilotlicens. Siden da har han tilbragt utallige timer i luften og markeret sig som en af landets mest erfarne konkurrencepiloter.

Christoffer Mundts crew består i dag af flere af hans tidligere elever fra ungdomsskolen, som han gennem årene har introduceret til ballonflyvning. De hjælper ham nu med alt fra opsætning og håndtering af ballonen til navigation og kurs, og udgør et stærkt og sammentømret team omkring piloten.

På andenpladsen kom den tidligere danmarksmester Kim Larsen, mens tredjepladsen gik til Camilla Sørensen, der vandt DM i 2024 – også dengang med Gram som værtsby.

DM i ballonflyvning afholdes næste år på Fyn, men vender tilbage til Sønderjylland i 2028.