Finans Danmark har offentliggjort statistikken for boligmarkedet for juli 2026.
- På landsplan er udbudspriserne for parcel- og rækkehuse steget med 7,6 pct. sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. De største prisstigninger ses i Nordsjælland og Østsjælland, hvor udbudspriserne er steget med over 13 pct.
- Samtidig er udbuddet af parcel- og rækkehuse faldet med 15,6 pct. på landsplan siden juli sidste år. Ved indgangen til august var der 26.528 parcel- og rækkehuse til salg. Et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter stod sidst i juli til salg for 3,3 mio. kr.
- De seneste tal tegner et billede af et boligmarked med fortsat stor aktivitet. Prisniveauet er fortsat højt, og udbuddet er stadig relativt begrænset mange steder i landet. Det peger på, at interessen for at købe hus fortsat er betydelig, og at interessen i stigende grad rækker ud over de største byer.
– Selvom der fortsat er regionale forskelle, er hovedbilledet et boligmarked med robuste priser og en stabil køberinteresse.
Det gælder ikke kun omkring de største byer, men også i mange af de områder, hvor boligmarkedet tidligere har været mere afdæmpet.
Det kan være et tegn på, at høje boligpriser i de store byer får flere købere til at kigge længere ud, hvor det kan være lettere at realisere boligdrømmen, siger Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
