Peter Christensen fejrer 25-års jubilæum i Legoland

Selv efter 25 år i Legoland er der tre helt særlige dage, der har printet sig fast i hukommelsen hos Peter Christensen. Dagen han blev indbudt til jobsamtale, dagen for selve samtalen og naturligvis den allerførste arbejdsdag i Billund. Tre betydningsfulde dage for Peter, som han kan fortælle om ned til allermindste detalje.

Peter begyndte i Legoland mandag d. 2. oktober 2000, – og datoen tvivler han ikke på, for d. 1. oktober var en søndag, så han måtte vente til d. 2. med at træde ind på det, der skulle vise sig at være hans arbejdsplads de næste mange år frem.

Dengang var han ansat som ”modeldesigner” – dét, der i dag kaldes ”modelbygger”. Peters glæde over arbejdet med at designe og bygge modeller til Miniland var ikke til at tage fejl af. Han havde scoret sit drømmejob. Et job, han i en periode på 10 år havde drømt om at få, søgt af flere omgange og næsten opgivet håbet om, til han en dag så to stillingsopslag i avisen Jyllandsposten. Egentlig havde han besluttet sig for, at nu ville han ikke søge mere, men familie og venner fik ham overtalt – og det er han stadig glad for den dag i dag. 

”Det tog nok halvandet år, før de fik smilet af min mund”, siger Peter selv om sin allerførste tid som LEGOLÆNDER, og han husker også sine første opgaver. Modelbyggerne var nemlig i gang med at bygge og gøre klar til det nye Los Angeles område i Miniland, og til området skulle Peter bygge en lastbil som en af sine allerførste Lego modeller. Området og modellen findes ikke længere i Legoland, men modellen af lastbilen har Peter endnu. Den står på en hylde tæt ved hans arbejdsplads sammen med flere andre ældre Lego modeller, Peter har bygget til Miniland.

Jobbet som modeldesigner havde Peter i 18 år, da modelafdelingen efter en omstrukturering i Merlin Entertainments blev nedlagt. 18 år efter sin første arbejdsdag var parken, kollegaerne og Legoland ”ånden” krøbet helt ind under huden på ham, og han kunne ikke forestille sig en verden uden for. Han tilbød derfor sin arbejdskraft i andre afdelinger i Legoland, og blev hurtigt tilbudt en stilling som ”vedligeholdelsesassistent” i Teknisk Drift, hvor han også befinder sig i dag.

Stadig den ”nye” efter 25 år

I den afdeling, som Peter Christensen blev en del af i 2018, har flere arbejdet i Legoland i længere tid, end han selv har. Det får ham indimellem til med glimt i øjet at omtale sig selv som ”den nye” blandt kollegaerne. Men for Peter handler hverdagen i Legoland dog ikke om anciennitet, men om fællesskab. Han fremhæver især sammenholdet med sine fantastiske kollegaer som noget af det allerbedste ved sit arbejde, og de skynder sig heller ikke hjem efter fyraften – der skal ofte lige snakkes færdigt.

Sammen med kollegaerne vedligeholder Peter blandt andet alle køretøjer i Miniland og sørger for, at mekanikken er i orden, så alt fra lyd til møller og tog fungerer, som det skal. For Peter er det vigtigt, at tingene i Miniland fungerer, så gæsterne – og særligt de mindste gæster får en fantastisk oplevelse, når de besøger den del af parken. Han elsker at se og høre børnenes udtryk, når de opdager toget, der kører rundt i Miniland, og for Peter er det situationer som dem, der gør jobbet i Legoland helt unikt. ”De glade ansigter er betaling ved kasse ét. Det er dém, det hele handler om”, forklarer Peter.

Jobbet med mekanik i ministørrelse trives Peter rigtig godt i. Det matcher nemlig hans personlige interesse og passion for modeltog, modelskibe, færger og fly, som han gerne bygger ting til i sin fritid, og når han ikke nørder transportmidler, nyder han at være ude i naturen med familien. Netop familielivet sætter Peter stor pris på, og sammen med sin hustru Lindsey og deres fælles søn, Andy går turen indimellem til både Nordjylland for at besøge Peters familie og til England, hvor Lindsey kommer fra.

Peter Christensens 25-årsjubilæum bliver fejret med en åben reception tirsdag d. 28. oktober kl. 11.00 i Multihuset i konferencen på Hotel Legoland.