Sønderborg Kommune jubler over nye uddannelser på universitetet i Sønderborg

SDU får tilladelse til at oprette både en bacheloruddannelse samt en kandidatuddannelse i maskinteknik i Sønderborg. Uddannelserne er efterspurgt af erhvervslivet, og de styrker Syddanske Universitet Sønderborgs Campus som et regionalt uddannelsessted. Sønderborg Kommune er glad for nyheden.

Flere maskintekniske industrier i Danmark har svært ved at få kvalificerede medarbejdere, men det bliver der nu lavet om på. Syddansk Universitet i Sønderborg får nemlig tilladelse til at oprette både en bacheloruddannelse samt en kandidatuddannelse i maskinteknik. Det er uddannelses- og forskningsministeriet, der har givet tilladelsen.

Dermed uddannes der i fremtiden flere personer, der kan løse komplicerede tekniske problemer samt designe, udvikle og implementere komplekse teknologiske produkter og systemer.

De nye uddannelser bringer et stort smil frem hos Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen.

– Jeg glæder mig over godkendelsen af uddannelserne, som er en anerkendelse af, hvad vi i området kan opnå ved at stå sammen. Vi har investeret i flere uddannelser, og det er sket ved et bredt samarbejde om Center for Industriel Mekanik, der er blevet til med parternskab mellem SDU, Bitten & Mads Clausens Fond, LINAK, Region Syddanmark og Byrådet i Sønderborg Kommune. Og der skal lyde stor tak til alle parter for et utrolig godt arbejde med at få flere uddannelser til Sønderborg, siger han.

De nye uddannelser hører under Center for Industriel Mekanik (CIM) på Syddansk Universitet i Sønderborg, som sammen med Center for Industriel Elektronik (CIE) skal tiltrække og uddanne studerende. Efter endt uddannelse skal de arbejde med blandt andet industriel automation, e-mobilitet, hydraulik, robotter og vindmøller.

Uddannelserne skal nu i gang og vil betyde, at der i 2024 årligt kommer 60 ekstra studerende på campus i Sønderborg. 25 studerende kan optages på bacheloruddannelsen i 2021, og det tal forventes at stige til 35 studerende om året i 2024. På kandidatuddannelsen forventer man at optage de første 10 studerende i 2022, og det tal skal stige til 25 i 2024.

– Det er ekstremt vigtigt, at vi kan tiltrække flere studerende til universitet i Sønderborg, for det er noget af grundlaget for, at vi også kan skaffe den kvalificerede arbejdskraft i regionen til de virksomheder, der har brug for den. Det er vigtigt for Sønderborg Kommune og Sønderjylland, at vi kan bibeholde industriproduktion i egnen, så vi fortsat er et godt sted at arbejde og også at bo, siger borgmester Erik Lauritzen.

Baggrunden for at tildele uddannelserne til SDU i Sønderborg er, at flere danske maskintekniske industrier oplever rekrutteringsudfordringer. En analyse fra Danmarks Statistik viser, at blot 9 procent af civilingeniører i maskinteknik uddannet i 2010–2019 i 2020 var bosat i Region Syddanmark.

– Det er dejligt at se, at uddannelses- og forskningsministeren bakker op om at sikre uddannelser i hele landet, og på den måde skabe balance i Danmark, slutter Erik Lauritzen.

Om uddannelserne

Teknisk videnskab (bachelor) i maskinteknik har primært til formål at kvalificere dimittenden til optagelse på den tilhørende civilingeniøruddannelse (kandidatdel) i maskinteknik (retskravsbachelor).

Civilingeniøren i maskinteknik kan løse komplicerede tekniske problemer samt designe, udvikle og implementere komplekse teknologiske produkter og systemer. Alt sammen med inddragelse af den nyeste forskningsbaserede nationale og internationale viden.

Uddannelserne foregår på engelsk.