Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse: Det nære vinder indpas

2020 har budt på op og nedture på Aabenraa Biblioteker. Corona-nedlukningen betød aflysninger i foråret, mens efteråret – trods pandemien – har budt på en lang række succesfulde arrangementer.

Sammen hver for sig og alligevel ikke. På Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse har efteråret budt på en række succeser og udsolgte arrangementer, der er med til at styrke det lokale fællesskab.

– Vi oplever, at besøgende passer rigtig godt på hinanden. Og vores arrangementer er tilpasset corona-situationen. Det betyder blandt andet, at vi har vægtet de smalle og nære arrangementer højt, og det har vores besøgende taget rigtigt godt imod, siger Nina Steensgaard-Simonsen, der er kulturformidler på Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse.

I løbet af efteråret har biblioteket budt på smalle arrangementer som “Håndmadder og håndbajere”, hvor tre afdøde, danske forfatteres liv og virke blev udforsket fra forskellige vinkler – over en håndmad og håndbajer. Forfatterne var Tove Ditlevsen, Dan Turèll og Ole Lund Kirkegaard. Alle tre arrangementer var succeser og udsolgte.

Senest tog indtog tv-værterne og gear-nørderne Nikolaj Sonne fra So ein Ding og Jakob Stegelmann fra Troldspejlet Folkehjems store og udsolgte sal. Her tog makkerparret de besøgende med ud i en rejse i tid og sted – med spil, film, tv-serier og gear som omdrejningspunkt.

– I 2021 lave vi nære arrangementer, der tager udgangspunkt i lokalområdet, miljøet, de 17 verdensmål og ikke mindst vores stærke, lokale forankring, forklarer Nina Steensgaard-Simonsen.

Derudover har NygadeHusets alternative juleforestilling, Skidefuld af historier, også fået de røde lamper til at lyse. Skidefuld af historier er en teaterforestilling af og med rigtige hjemløse, som man ellers kun møder med en stak Hus Forbi foran supermarkedet og på gågaden.

I december gentager Aabenraa Bibliotek succesen med “Håndmadder og håndbajere” med Tove Ditlevsen, så endnu flere kan mødes om den gode fortælling i byens kulturelle fællesstue.