REMA 1000 Tønder vinder Den Sociale Virksomhedspris

REMA 1000 Tønder er gode til at ansætte medarbejdere med særlige behov og formår at skabe en arbejdsplads, hvor der trods fysiske og psykiske udfordringer er plads til alle. For det modtager de Den Sociale Virksomhedspris 2020.

Det var en glad prismodtager i form af Rema 1000-souschef Thomas Pode Kristensen, der onsdag den 2. december modtog Den Sociale Virksomhedspris på Hotel Tønderhus.

Butiksejer Thomas Jordt var ellers inviteret til prisoverrækkelsen, men måtte melde afbud på grund af sygdom. I sit sted havde han således sendt souschef Thomas Pode Kristensen.

På grund af corona-restriktioner skete prisuddelingen ikke i den vanlige stil med flere hundrede deltagere til at hylde vinderen af Den Sociale Virksomhedspris, men ikke desto mindre, var det en tydelig glad prismodtager.

Rema 1000 i Tønder løb med æren og 1. præmien på 10.000 kr. Butikken vandt over et stærkt felt af virksomheder, hvor også Toftlund-Skærbæk Apotek, Rejsby Europæiske Ungdomsskole og Schack Engel A/S var med i opløbet om finalepladsen.

Butikken er netop blevet udnævnt til Danmarks bedste Rema 1000 og har da også igennem flere år været indstillet til Den Sociale Virksomhedspris. Derfor var stoltheden over endelig at tage diplomet med hjem ikke til at tage fejl af.

Store roser til fantastisk arbejdsplads

Nogle af begrundelserne fra de personer, som har indstillet REMA 1000 Tønder til prisen er, at det er fantastisk at komme i butikken. Thomas Jordt fremhæves blandt andet for sin evne til at få alle til at være en del af arbejdspladsen trods fysiske og evt. psykiske udfordringer.

Af indstillingerne fremgår det også, at REMA 1000 Tønder er gode at ansætte folk med særlige behov og folk, der eksempelvis har brug for at være i job på særlige vilkår, som i et fleksjob. Det belønnes REMA 1000 Tønder nu for med den Sociale Virksomhedspris 2020.

– Vi glæder os hvert år over at modtage de mange flotte indstillinger og sætter en stor ære i at hylde de virksomheder, som gør en enorm indsats og hjælper vores borgere med at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet, udtaler formanden for Arbejdsmarkedsudvalget Jan Voss Hansen.

12 virksomheder anerkendes for social ansvarlighed

I forbindelse med uddelingen af Den Sociale Virksomhedspris er der også tradition for at anerkende de virksomheder, som udviser et lokalt medansvar og social ansvarlighed i Tønder Kommune.

Borgmester Henrik Frandsen plejer at stå for uddelingen af CSR-mærke Tønder Kommune, der trods corona-restriktioner blev uddelt:

– Vi sætter stadig stor pris på, at vores lokale virksomheder sætter social ansvarlighed på dagsordenen. Derfor holder vi stadig fast i at dele mærket ud. I år har vi på grund af corona-restriktoner ikke kunne samle de 12 virksomheder. Men de skulle bestemt ikke snydes af den grund. Derfor har de hver især haft besøg af jobcentrets medarbejdere, der har kørt rundt til de 12 virksomheder med diplom og blomst, fortæller Henrik Frandsen.

De 12 virksomheder, som i år har modtaget CSR-mærke Tønder Kommune er:

•    Besøgslandbrug Søndergården

•    Landmand Anita Roager

•    Skærbæk Fitness

•    Arkil A/S

•    Arrild Ferieby

•    Kjelkvist A/S

•    Kalb

•    Hanne Risager – Ressourcedetektiven

•    Hydro Precision Tubing

•    Agerskov Ungdomsskole

•    Bo Michelsen

•    Motel Apartments, Tønder