Det er svært at få unge til at vælge en faglig uddannelse. En af årsagerne er, at de unge ved, hvordan arbejdet som tømrer, murer, vvs-installatør eller snedker foregår.
Men nu bliver det lidt lettere for Lars og Lotte i 8. eller 9. klasse.
En serie af videoer viser nemlig de unge, hvad lærlingene laver og hvordan samarbejdet med deres læremester foregår i en ganske almindelig dagligdag. Videoserien kan bruges i undervisningen eller de unge kan selv se dem i fred og ro på deres computer derhjemme.
– Det er situationer fra dagligdagen, hvor lærlingene skal løse en konkret opgave. De har fået tegninger, som de går ud fra og når de er i tvivl, spørger de den svend, de arbejder sammen med. Filmene giver et rigtigt godt indtryk af, hvordan en typisk hverdag ser ud og hvad man laver, fortæller Mads Okking, der er konsulent i Dansk Håndværk – arbejdsgiverforeningen bag filmene.
Ind til videre kan de unge se fem forskellige film, hvor tømrer-, snedker-, murer-, elektriker- og vvs-lærlinge arbejder sammen om den indvendige istandsættelse af et hus. De sætter vægge op, reparerer lofter, murer op til badeværelse, trækker nye elkabler og vvs-lærlingene opdager et problem, da de skal sætte den nye håndvask op.
– Jeg kan se, at det ligner den dagligdag jeg havde, da jeg var lærling. Det er meget tæt på virkeligheden, så jeg tror at det vil være god inspiration til skoleelever, der er nysgerrige. Problemet er jo at man i folkeskolen slet ikke fortæller Lars og Lotte, hvor fedt det er at være håndværker. Og hvis deres forældre ikke er håndværkere, så er det svært for dem at få en ide om, hvad det vil sige at være i lære. Det hjælper de små film forhåbentlig med, siger Mads Okking.
Man kan se filmene på www.laerlingeneshus.dk/nyheder
Kilde: Dansk Håndværk