Rødekro Bymidte: Hvornår og hvad skal der ske?

Der er gang i nedbrydningen - her er det bagsiden bl.a af den tidligere Spar-butik og bodegaen i Rødekro midte. Foto Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Der skal udvikles en helhedsplan for Rødekro bymidte. Dette sker i forbindelse med udpegningen som testby i Partnerskab for levende bymidter.

Temaet har været behandlet ved det seneste møde i Udvalget for Plan, Teknik og Landdistrikter i Aabenraa Kommune.

Deltagere var: Dorte Soll, Kurt Asmussen, Egon Madsen, Anders Koch-Hørlyck, Thomas Andresen, Søren Frederiksen , Susanne Provsgaard

Levende bymidter

Partnerskab for levende bymidter er etableret i august 2020. En af baggrundene for partnerskabet er, at mange danske bymidter oplever en funktionsudtømning blandt andet på grund af affolkning, ændrede handelsmønstre og nye mobilitets- og pendlingsmønstre. I november 2021 blev fem byer udpeget som testbyer. Formålet med dette er blandt andet at afprøve de værktøjer og metoder, der er beskrevet i den værktøjskasse der er udarbejdet som afslutning på første fase af projektet. Udpegningen som testby og det målrettede fokus på at styrke og styre udviklingen, gennem blandt andet udarbejdelse af en helhedsplan for bymidten i Rødekro, taler ind i visionerne fra både udviklingsplanen fra 2016 og Vækstplan 2022.

Der er en relativ kort proces for testby-forløbet, og det forventes at projektet afsluttes i november 2022. Der har derfor været fokus på at få planlagt et forløb for udarbejdelse af helhedsplanen for bymidten, samtidig med at den lokale forankring og opbakning sikres – både under udarbejdelsen af helhedsplanen samt i forbindelse med den efterfølgende realisering.

Helhedsplanen forventes at komme til at omhandle den fremtidige identitet for bymidten, herunder udvalg af materialer, inventar, eventuel farvesætning med mere til brug i fysiske projekter fremadrettet. Ligeledes forventes planen at indeholde konkrete forslag til fysiske projekter, der skal udføres. Eksempler kan være et koncept for byparken, bedre forbindelse mellem stationsområdet og bymidten samt forskønnelse af gadeforløbene i og omkring bymidten. Forud for udarbejdelse af helhedsplanen gennemføres en række undersøgelser af blandt andet trafikale forhold, kulturmiljøscreening, status på detailhandlen med mere.

Til arbejdet med udarbejdelsen af helhedsplanen nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Rødekro Udviklingsråd, Kometbutikkerne og de relevante fagligheder fra forvaltningen. Derudover vil øvrige lokale aktører og andre relevante fagligheder blive inddraget i det omfang, det findes relevant for projektet.

Det forventes, at der i starten af februar 2022 igangsættes et udbud med henblik på valg af arkitekt- og ingeniørfaglige rådgivere til projektet. Efter rådgivere er valgt, udarbejdes en detaljeret tidplan for forløbet, en foreløbig tids- og procesplan ses efterfølgende.

Kilde: Aabenraa Kommune – referat fra mødet i Udvalget for Plan, Teknik og Landdistrikter.