Tønder lægger ud med Erhvervslivets Prisuddeling

Tønder kommuneFoto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Siden 2015 har Tønder Erhvervsråd og Tønder Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg afholdt et årligt Awardshow. Det sker også i år, men med nyt navn.

Awardshowet skifter navn til Erhvervslivets Prisuddeling.

Så navnet er nyt, men det er fortsat de samme kriterier, der lægges til grund, når priserne skal fordeles. Det betyder, at det fortsat er virksomheder, der har klaret det rigtig godt, haft et stort socialt fokus eller har gjort noget særligt for de unge i Tønder Kommune, der bliver anerkendt ved prisuddelingen.

“Det handler fortsat om det samme – nemlig at vi gerne vil fortælle historien om at der bliver gjort rigtig meget godt i Tønder Kommune. Det gælder både vores virksomheder, det sociale ansvar vi udviser og i forhold til vores unge, og den fremtid de skal bidrage ind i,” fortæller Tønder Kommunes borgmester, Henrik Frandsen.

I Tønder Erhvervsråd glæder man sig over navneskiftet fra Awardshow til Erhvervslivets Prisuddeling. Det nye navn fortæller nemlig meget mere om, hvad det handler om til prisuddelingen, mener erhvervsrådets direktør:

“Det nye navn skal understrege, at denne prisuddeling er sat i verden for at hylde erhvervslivet. For der er masser dele af erhvervslivet i Tønder kommune der fortjener at blive hyldet. Især her efter corona-krisen, hvor mange virksomheder har haft det svært,” siger Peter Engel-Andreasen, der er erhvervsdirektør i Tønder Erhvervsråd.

Det synspunkt deler Peter Engel-Andreasen med formanden for Arbejdsmarkedsudvalget i Tønder Kommune, Jan Voss Hansen:

“Corona har haft en kæmpe indflydelse for vores virksomheder, og nu er vi endelig klar til at anerkende og hylde dem, der har fastholdt og arbejdet med den sociale vinkel i deres arbejde, både over for medarbejdere, og de der endnu står uden for arbejdsmarkedet”, fortæller Jan Voss Hansen.

Erhvervslivets Prisuddeling bliver i år afholdt den 22. november i ECCO centeret. Indstillingerne kan man sende ind via tondererhvervsraad.dk, når det drejer sig om Iværksætterprisen, erhvervsprisen og initiativprisen.

Indstillinger

Hvis man ønsker at indstille til Ungeprisen, Den Sociale Virksomhedspris eller CSR-mærker kan man kan indstille på:

 www.toender.dk/din-kommune/haedring-og-priser

Til Erhvervsprisen 21 kan man indstille på:

www.tondererhvervsraad.dk/indstil-din-kandidat-til-erhvervsprisen21/

Til Iværksætterprisen kan man indstille her:

www.tondererhvervsraad.dk/indstillingsperioden-for-ivaerksaetterprisen-er-nu-aaben/