Traditionen tro byder efteråret på prisuddelinger, hvor Tønder Kommune hædrer de, der det forgangne år har gjort sig særligt positivt bemærket. I år bliver det med fire ekstraordinære corona-indsatspriser.
Hvert år uddeler Tønder Kommune priser til foreninger og frivillige, der gør noget særligt både for borgerne, foreningslivet og for hele kommunen. Du kan nu indstille kandidater til følgende priser:
Årets forening:
Prisen skal synliggøre foreningslivet og anerkende og understøtte den frivillige indsats. Det sker ved at hædre projekter og lokale initiativer i foreningslivet, som styrker frivilligheden og det aktive medborgerskab.
Alle foreninger – både frivillige sociale-, folkeoplysende-, kulturelle-, støtte-, borger- og øvrige foreninger samt lokalråd – kan indstilles. Årets forening modtager en pengepræmie på 10.000 kr.
Du finder indstillingsformularen på www.toender.dk/aarets-forening
Fristen for at indsende indstillinger er onsdag den 1. september 2021.
Prisen bliver overrakt i forbindelse med Frivillig Fredag den 24. september i Marskhallen i Højer.
Corona-indsatspriser:
Nedlukningen under corona-pandemien har betydet, at mange aktiviteter og fællesskaber måtte sættes på stand by. Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet, at der i år ekstraordinært skal uddeles fire corona-indsatspriser. Udvalget ønsker at anerkende initiativer, der på trods af de vanskelige forhold, skabte grobund for fællesskaber, hvor mennesker kunne være sammen – selv om det var “på afstand”.
Alle kan indstille kandidater og alle, både foreninger, frivillige og andre personer kan indstilles.
Du finder indstillingsformularen og kriterier på www.toender.dk/corona-indsatspris
Fristen for at indsende indstillinger er mandag den 6. september2021.
Foreningspriser og hædring af mesterskaber:
Kultur- og Fritidsudvalget og Folkeoplysningsudvalget vil med priserne anerkende det kæmpe store frivillige arbejde, der hver dag gøres i kommunens folkeoplysende foreninger. Både frivillige, som har ydet en flot indsats i mange år, men også de mange unge personer, der yder en prisværdig indsats, og som fortjener påskønnelse.
Alle kan indstille til foreningspriser, men kandidaten, som indstilles, skal være frivillig i en forening under folkeoplysningsudvalgets område.
Ved hædring af mesterskaber kan alle også indstille. Kandidaterne skal være hold eller enkeltpersoner, som i perioden 1. april 2020 – 31. marts 2021 i følge retningslinjerne har vundet et mesterskab.
Du finder indstillingsformularen og retningslinjer på henholdsvis www.toender.dk/foreningspriser og www.toender.dk/mesterskaber
Fristen for at indsende indstillinger er mandag den 6. september 2021.
Kultur- og Fritidsudvalget og Folkeoplysningsudvalget er vært ved prisfesten den 26. oktober, hvor både corona-indsatspriser, foreningspriser og hædring af mesterskaber vil blive overrakt. Klosterhallen i Løgumkloster vil danne rammen for prisuddelingen.
Fakta:
Årets forening prisen er stiftet af Kommunalbestyrelsen og blev første gang uddelt i 2014.
Årets forening blev i:
2014: Ottersbøl Rideklub
2015: Øster Højst UIF sammen med Øster Højst Borgerforening
2016: Tønder Løbeklub sammen med Tønder Sygehus’ Venner
2017: Klosterparkens Vennekreds
2018: Agerskov Ungdomsforening
2019: Multistedet 15+
2020: Ballum Idrætsforening
Corona-indsatspriser:
Ekstraordinært uddeler Kultur- og Fritidsudvalget i 2021 fire coronarelaterede indsatspriser
Foreningspriser – følgende priser uddeles:
2 ungdomspriser
6 leder-, instruktør- og trænerpriser
6 foreningsindsatspriser
Hædring af mesterskaber:
Mesterskabet skal ligge i perioden 1. april 2020 – 31. marts 2021.
Personer eller hold under 18 år hædres, hvis man har vundet DM, LM, JM eller et sønderjysk/regionsmesterskab. Det samme gælder, hvis der er vundet guld, sølv eller bronze ved enten OL, VM, EM eller NM.
Personer eller hold over 18 år hædres for de samme mesterskaber – bortset fra JM og sønderjyske/regionsmesterskaber.