11 guldmedaljer og en af sølv til 12 grillpølser fra Højer Pølser

Slagtersvend Preben Haagensen (t.v.), Gerd Müller (midt) og slagtersvend Jens Kjelsen (t.h.) fra Højer Pølser, der vandt 11 guld- og en sølvmedalje for sine grillpølser ved 'Confrerie des Chevaliers'. (Foto: PR)

Højer Pølser gjorde rent pølsebord ved den internationale fødevare-konkurrence ‘Confrerie des Chevaliers’ i Holland. De hædrede grillpølser fra Højer er klar til grillsæsonen.

Charcuteri-virksomheden i Jyllands sydvestlige hjørne har netop modtaget 11 guldmedaljer og en sølvmedalje ved den internationale fødevare-konkurrence ‘Confrerie des Chevaliers’ i Holland med deltagere fra det meste af Europa.

De 12 medaljer blev vel at mærke tildelt de 12 produkter, som Højer Pølser deltog med i år. Altså én medalje til hver deltagende grillpølse fra Højer.

– Vi er super stolte over medaljerne for vores håndværk. I år fokuserede vi netop benhårdt på at være med helt fremme i feltet af grillpølser her op til grillsæsonen. Vi vandt desuden grillpølsernes champion-pokal som mest vindende i kategorien, siger slagtermester i Højer Pølser, Jan Müller.

Med sin bror Gerd er han fjerde generation i familievirksomheden med 40 ansatte. Fem af dem havde i månederne op til konkurrencen som sideopgave at fintune grillpølserne.

– Der ligger et stort arbejde forud for konkurrencen, der minder om at være til svendeprøve. Pølserne er de samme, som vi har i butikken og ligger i butikkernes kølediske, men op til indsendelsen af vores bidrag pudser og nusser vi om varerne, som var de en bil på vej på udstilling. Pølserne skal præsentere sig godt for konkurrencens fagfolk, der ved præcis, hvad de skal holde øje med, når de vurderer pølserne, fortæller Jan Müller.

Guld gik til Skinkegriller, Frankfurter Klassisk, Ringrider Grillpølser, Frankfurter Jæger, Frankfurter med ramsløg og urter, Frankfurter med cheddarost og rød peber, Ristepølser, Wienerpølser, Chorizo Griller, Brunchpølser og Kålpølser. Sølv gik til Frankfurter Gyros. Pølserne blev vurderet på udseende, smag, konsistens, råvarevalg og helhedsindtryk.

Højer Pølser benytter også hæderen som intern motivation for udvikling af det håndværk, virksomhedens ansatte dagligt udøver med stolthed.

– Medaljerne er en anerkendelse af hele virksomheden, som er langt flere end Gerd og jeg. Vores dygtige svende har samme stolthed over vores håndværk. Medaljerne giver os ekstra entusiasme, energi og inspiration til at dyrke den faglighed og kvalitet, som i år blev fremhævet i grillpølserne, siger Jan Müller.

Med de 12 medaljer fra Holland har Højer Pølser, der fejrede 125-års familie- og virksomhedsjubilæum sidste år, vundet flere end 300 medaljer siden 1965.

FAKTA

Familien Müller har drevet Højer Pølser siden 1897. Pølsemagerhåndværket er gået i arv i generationer, der har ført traditionerne videre og udviklet dem.

Kilde: PR