Unikt stykke Berlinmur kan opleves på Koldkrigsmuseum Langelandsfort

Her ses Dr. Juliane Haubold-Stolle fra Stiftung Berliner Mauer (tv.) sammen med museumsleder Peer Henrik Hansen i forbindelse med overdragelsen af murstykket. Pressefoto

Som et af de få museer uden for Tyskland udstiller Koldkrigsmuseum Langelandsfort fra denne sæson et stykke af den første generations Berlinmur, som blev bygget i august 1961

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men den store kvadratiske murstensblok emmer af verdenshistorie og triste skæbner. Den indgik nemlig i DDR-diktaturets bestræbelser på at afholde egen befolkning fra at flygte til Vesteuropa, og den blev brugt til at skabe den kolde krigs mest kendte symbol på opdeling og undertrykkelse: Berlin-muren.

”Så vidt vi har fået fortalt, er vi i skrivende stund det eneste museum uden for Tyskland, der både udstiller et stykke af den første mur som blev bygget i august 1961 og så den sidste version af muren som blev opstillet i starten af 1970’erne. Vi er utroligt stolte over at have fået lov til at udstille dette unikke stykke af muren,” udtaler museets leder Peer Henrik Hansen.

Det er den tyske institution vedrørende Berlinmurens historie, Stiftung Berliner Mauer, som står bag udlånet til Langeland. Det var samme institution, som i 2011 overdrog en hel sektion af den sidste Berlinmur til museet, en sektion som har været på danmarksturne, som har været udstillet på Nationalmuseet i København og som er omtalt i internationale publikationer. I dag kan den ses på Langelandsfortet.

Koldkrigsmuseum Langelandsfort har åbnet sæsonen. Betonblokken indgår i udstillingen ”Frihedens hav – Flugten over Østersøen”.

Kilde: Langelands Museum