Med to donationer fra TrygFonden på i alt 150.000 kr. får ParaSport Aabenraa nu mulighed for at indkøbe en ny kørestol til el-hockey og samtidig udvide sine tilbud med kørestols-skate. Donationerne fra TrygFonden blev overrakt og fejret til lørdagens el-hockey træning i Ensted Hallen.
Idrætsforeningen ParaSport Aabenraa tilbyder en række forskellige idrætsgrene til handicappede i hele Sønderjylland. Blandt tilbuddene er el-hockey, der i dag tæller cirka 25 aktive børn og unge. Flere nye medlemmer er kommet til det seneste år, men desværre har foreningens kørestole ikke passet alle. Det bliver der nu rådet bod på, da ParaSport Aabenraa med donationen fra TrygFonden kan indkøbe en ny specialudviklet el-hockey kørestol:
– El-hockey foregår i specialbyggede elektriske kørestole, der kan køre op til 14 km i timen og styres via et joystick. Vores medlemmer har forskellige handicap og dermed forskellige behov, så vi er utrolig glade for TrygFondens støtte, der giver os mulighed for at indkøbe en ny kørestol, der passer bedre til vores nye medlemmer, siger Erhard Frederiksen, kasserer i ParaSport Aabenraa og pennefører for de to donationsansøgninger til TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark.
Kørestols-skate som nyt tilbud
ParaSport Aabenraa tilbyder foruden el-hockey flere andre idrætsgrene, bl.a. kørestolsbasket, kørestolstennis, racerunning, bowling og svømning. Som noget helt nyt vil foreningen nu også etablere kørestols-skate, hvilket TrygFonden ligeledes har valgt at give støtte til.
– I første omgang skal vi have anskaffet et par kørestole, da kørestols-skate også kræver specielle stole. I starten vil vi træne på eksisterende baner beregnet til almindelig skate. Her kan vi sagtens øve at køre baglæns, forcere trapper, stigninger og andre spændende udfordringer. På sigt er planen at etablere en bane specielt designet til kørestolsbrugere. Det skal nok blive sjovt, så vi er meget taknemmelige for TrygFondens støtte og håber, at mange vil fatte interesse for initiativet og få lyst til at være med, siger Erhard Frederiksen.
Trivsel og tryghed går hånd i hånd
TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark har i 2021 særligt fokus på børn og unges trivsel. Donationerne til ParaSport Aabenraa er givet som led i denne indsats og TrygFondens samlede arbejde for at skabe tryghed.
– I TrygFonden arbejder vi bl.a. for at skabe bedre trivsel og give alle en plads i et positivt fællesskab. Foreningsidrætten rummer både en stor sundhedsmæssig gevinst ved at få folk til at bevæge sig og få pulsen op, og samtidig giver den fantastiske muligheder for at danne sociale fællesskaber og nære relationer med ligesindede. Fra TrygFondens side er vi derfor glade for at støtte ParaSport Aabenraas initiativer, så de både kan imødekomme deres nye unge medlemmers behov til el-hockey og samtidig udvide deres tilbud med kørestols-skate og dermed forhåbentligt få endnu flere med i fællesskabet, siger Lisbeth Oxholm Andersen, formand for TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark.
ParaSport Aabenraa er åben for alle, der har lyst til at dyrke idræt sammen med andre og få gode oplevelser. Læs mere om de forskellige tilbud på www.parasportaabenraa.dk.
