Tronskifte: – Tag ind og se udstillingen “Billeder af en Dronning” når du alligevel er i København i morgen

Arkivfoto: Det er en glad borgmester Jørgen Popp Petersen, der på hele Tønder Kommunes vegne siger tak for H.M. Dronning Margrethes besøg. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Nationalhistorisk Museum i Frederiksborg markerer tronskiftet med en udstilling af museets portrætter af Hendes Majestæt Dronning Margrethe.

Udstillingen åbner lørdag den 13. januar og varer frem til den 21. april 2024.

Se Andy Warhols ikoniske glimmerudsmykkede silketrykportræt af Majestæten, officielle portrætter som Rigmor Mydtskovs fotografiske portræt fra 1972 samt en lang række fotografier, malerier og tegninger udført mellem 1940 og 2022. I galla på Fredensborg, i gråvejr på stranden. Indadvendt drømmende og kreativt skabende. Den unge tronfølger og prinsessen Margrethe. Majestæten i forskellige livsstadier og situationer.

Ud over særophængningen kan man i Riddersalen på Frederiksborg opleve to store malede portrætter af Dronningen, heriblandt Niels Strøbeks majestætiske generationsportræt Tre Slægtled, hvor Dronning Margrethe er portrætteret sammen med sin ældste søn og sønnesøn: Danmarks nye Konge og Kronprins.

– I Det Nationale Portrætgalleri på Frederiksborg hænger portrætter af alle Danmarkshistoriens konger og dronninger. Få er så mangfoldigt og rigt portrætteret som vores længst siddende regent, Dronning Margrethe 2., siger direktør på Frederiksborg, Ulla Tofte.

– Særophængningen Billeder af en Dronning består af over 40 billeder på hele Danmarks Dronning Margrethe. En majestæt som gennem sin livsgerning har været et samlingspunkt og synonym for vores land.” I museets afdeling for moderne kunst samles desuden malede portrætter af det nye Kongepar, Kong Frederik 10. og Dronning Mary, udført af henholdsvis Kasper Eistrup og Jesús Herrera Martínez, samt to fotografiske portrætter skabt af Marco Grob.

Hvor: Frederiksborgs afdeling for moderne kunst på 3. sal, Kongefløjen.

Hvornår: 13. januar – 21. april 2024.

Om Frederiksborg Nationalhistorisk Museum

Det Nationalhistoriske Museum fortæller mere end 500 års danmarkshistorie og rummer Danmarks Nationale Portrætgalleri. Her står besøgende ansigt til ansigt med mennesker, der har formet landets historie. Historiemalerier fortæller om skelsættende begivenheder, og interiører og genstande vidner om samtidens stilarter og de mennesker, der er knyttet til dem. Med skiftende særudstillinger udforsker museet kontinuerligt portrætkunst som genre såvel som Danmarks og Frederiksborg Slots historie. Siden oprettelsen i 1878 har museet været en afdeling af Carlsbergfondet og haft til huse på Frederiksborg Slot, der med imponerende pragtrum og rigt udsmykkede stuer udgør en enestående ramme om den historiske fortælling.

Find vej

Kilde: Frederiksberg Nationalhistorisk Museum