Sydbanks hovedsæde i Aabenraa dannede onsdag ramme om et stort anlagt debatarrangement, arrangeret af Sydbank i samarbejde med Dansk Erhverv, for at adressere udfordringer hos det lokale erhvervsliv.
Debatmødet havde som ambition at sætte fokus på kommunens erhvervsklima og de konkrete udfordringer, der bør håndteres for at indfri Aabenraas fulde potentiale. Tonen var konstruktiv, da både erhvervsledere og politikere drøftede, hvordan kommunen kunne styrke sin rolle som vækstområde i det sydlige Danmark.
Transportforholdene blev ved mødet fremhævet som ét af flere områder, der bør fokuseres målrettet på fra politisk side efter kommunalvalget den 18. november.
Ifølge Jesper Schimann Hansen, adm. direktør hos Padborg Transportcenter, der var med i panelet bestående af fire erhvervsfolk, er den fortsatte udvikling af kommunens infrastruktur, ikke mindst omkring Padborg, afgørende for at bevare transport som en af Aabenraas centrale styrkepositioner.
Resten af det veloplagte erhvervspanel bestod af Martin Lentfer Petersen fra Frøslev Træ, Leif Friis Jørgensen fra Naturmælk og Sharmili Rajagopal fra Dansk Erhverv, der hver især gav eksempler på indsatsområder, som de fremmødte lokalpolitikere efterfølgende gav deres respektive syn på.
Et af temaerne var de mange unge i kommunen uden for job og uddannelse. Omkring 800 unge mangler tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelse, og erhvervslivet efterlyste en mere fleksibel indsats, hvor virksomheder, skoler og kommune arbejder tættere sammen.
Også Aabenraas bymidte blev sat til debat. En stærk og levende bykerne blev nævnt som et vigtigt redskab til at tiltrække og fastholde borgere, især yngre familier. Behovet for strategisk byudvikling, flere mødesteder og et mere varieret byliv blev fremhævet som nødvendigt for at skabe fremtidens attraktive kommune.
På tværs af partierne var de politiske kandidater enige om, at Aabenraa står stærkt, men at udviklingen kræver fælles handling. Både investeringer, samarbejde og mod til at handle blev fremhævet som forudsætninger for, at kommunen kan udnytte sit potentiale fuldt ud.
Den politiske side af debatmødet var repræsenteret af borgmester Jan Riber Jakobsen (C), viceborgmester Erik Uldall (S), 2. viceborgmester Thomas Andresen (V) og byrådsmedlem Erwin Andresen (SP).
Transport og byliv i fokus ved erhvervsdebat i Sydbank
Ved debatmødet i Sydbanks hovedsæde blev udviklingen af infrastrukturen i Aabenraa Kommune fremhævet som et af flere områder, der er afgørende for den fremtidige vækst i kommunen. Foto: Privatfoto