Toldstyrelsen: 53.000 kopivarer blev destrueret i 2022

Pressefoto

Kopivarer kan være skadelige for mennesker og miljø. Toldstyrelsen destruerede sidste år 53.000 kopivarer, der skulle have været endt i Danmark.

Hvad der kan ligne et helt almindeligt par sportssko, kan vise sig at være produceret under kritisable forhold, være fuld af skadelige stoffer og være med til at finansiere kriminalitet. I Danmark har Toldstyrelsen opgaven med at stoppe kopivarer på grænserne, og i 2022 blev 53.000 kopivarer destrueret.

– Kopier af sko og t-shirts har tit en meget stærk og kemisk lugt, når vi åbner pakkerne, og kvaliteten er ikke på samme niveau som originalerne, fortæller Trine Dancygier, kontorchef i Toldstyrelsen. Hun opfordrer til, at man som forbruger orienterer sig på jegvælgerægte.dk, hvor myndighederne har samlet relevant information.

– Desværre – kan man sige – rammer vi plet, næsten hver gang vi mistænker en vare for at være en kopi. Sidste år gennemgik vi 55.000 varer og sendte 53.000 til destruktion. Det er en træfprocent, som vi er rigtig stolte over. Dele til mobiler fyldte en del i statistikken, men vi ser også tøj og møbler, siger Trine Dancygier.

Forbudt at sælge kopivarer

Det er ulovligt for virksomheder at handle med kopivarer. Derfor tilbageholder Toldstyrelsens varer til virksomheder, der mistænkes for at være kopier. Toldstyrelsen tilbageholder også kopivarer købt af private, fordi det er ulovligt for sælgeren at sælge kopivarer.

Hvis der er tale om en kopi, kontakter Toldstyrelsen rettighedshaveren til det krænkede varemærke, der beslutter, om sagen skal forfølges. Varen vil derefter i mange tilfælde blive sendt til destruktion.

Foto: Toldstyrelsen

Toldstyrelsens kontrol

Toldstyrelsen kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering.

Oplysninger fra andre toldmyndigheder og danske myndigheder er med til at danne udgangspunktet for de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.

Kilde: Toldstyrelsen