Toftlund/Skærbæk: Flere stationer og mere nærpoliti til borgerne

Flere stationer og mere nærpoliti til borgerne

De nye tiltag vil styrke det borgernære arbejde, som allerede foregår i politikredsen.

En helt nye nærstation og opgradering af to andre stationer slutter sig nu til de stationer, lokalpolitibetjente og landbetjente, som Syd- og Sønderjyllands Politi i forvejen har.

Den politiske aftale, der er indgået for politiet i 2021 til 2023, indebærer, at der på landsplan etableres 20 nye nærpoliti-enheder. Formålet er at gøre politiet mere fysisk tilgængeligt, synligt og komme tættere på borgerne lokalt. Hvert sted skal der være åbent mindst 15 timer om ugen.

Den politiske beslutning var, at der i vores politikreds skulle etableres nærpolitistationer i Esbjerg kommune og i Tønder kommune. 
For at kunne afgøre hvor mere præcist, stationerne skulle placeres, er der gennemført et analysearbejde og set på kommunerne med politifaglige briller. Der har også været et tæt samarbejde og videns-udveksling med borgmestrene i de to kommuner.

  

Toftlund får nærpolitistation

I Tønder kommune ligger der i forvejen en beredskabsstation med både patruljerende betjente, forebyggelsesmedarbejdere og lokalbetjent. Desuden er der landpoliti med kontorer på Rømø og i Bredebro. 

Efter analyser af kriminalitetsudviklingen i kommunens byer og politiets muligheder for at servicere borgerne med hurtig og kvalificeret respons, er det besluttet at lægge en ny nærpolitistation i Toftlund i den nordlige ende af kommunen. Også her vil der blive en ugentlig åbningstid på 15 timer. 
Personalet vil desuden som på de øvrige nærstationer kunne foretage sagsbehandling i mindre sager, følge op med tryghedssamtaler med borgere, der har behov for det, og med bekymringssamtaler i forhold til sårbare børn og unge i lokalområdet.
Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder på at finde egnede lokaler til stationen. 

Skærbæk styrkes

Samtidig med det analysearbejde, der er foregået i Tønder kommune, er det besluttet, at der fremover også skal være et kontor i Skærbæk, hvor borgerne i området kan træffe deres lokalbetjent.  Kontoret i Skærbæk vil få åbent to timer om ugen.
Med borgerne i centrum

– Vi hører til de politikredse, som i forvejen har et godt spredt netværk af stationer og lokalpoliti, siger politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Med de forstærkninger, der er på vej, vil nettet blive endnu mere fintmasket. Samtidig med stationerne har vi fortsat vores mobile stationer, politibusserne, som nærbetjentene kan køre ud med. Når der kommer gang i det offentlig liv igen efter nedlukningerne, vil de hyppigt igen kunne ses i gadebilledet. 

Han understreger, at lokalpolitiet vil kunne gøre en ekstra indsats i forhold til forebyggende arbejde over for børn og unge, både når det gælder risikoadfærd som f.eks. hash- eller alkoholforbrug og i relation til utryghedsskabende adfærd og en eventuel bekymring for rekruttering til bandegrupperinger.

– Betjentene, der er knyttet til nærpolitiet, kan arbejde meget bredt med borgernærhed. De kan blandt andet patruljere i lokalområdet som et supplement til beredskabet. De kan udbygge kontakten og samarbejdet med de lokale foreninger og andre netværk. De kan besøge borgere, der har været udsat for indbrud og give dem gode råd om sikring af boligen. De vil i det hele taget være et godt supplement til det borgernære arbejde, vi laver allerede, siger Jørgen Meyer.

Du kan læse mere om Syd- og Sønderjyllands Politi og se alle de nuværende stationer her: Syd- og Sønderjyllands Politi