Toftlund: Ny justitsminister indvier nærpolitistationen

Mattias Tesfaye, der er den nye justitsminister og sidder i Folketinget for Socialdemokraterne fik et kig ind på EUC Syd for et stykke tid siden. På mandag er han i Toftlund. Foto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Borgerne inviteres med til åbningen mandag den 9. maj, hvor der udover den officielle del også bliver åbent hus blandt andet med mulighed for at se nærmere på politiets køretøjer

Den 9. maj markerer Syd- og Sønderjyllands Politi åbningen af den nye nærpolitistation i Toftlund i Tønder Kommune. Den officielle åbning forestår justitsminister Mattias Tesfaye, der vil holde tale og klippe snoren til den nye station. Også folketingsmedlemmerne Jesper Petersen (S) og Karina Lorentzen Dehnhardt deltager i indvielsen.

Toftlunds borgere inviteres med til åbningen, hvor der udover den officielle del også bliver åbent hus for borgerne, så de kan tage deres nye station nærmere i øjesyn. Udendørs bliver der mulighed for at se nærmere på en række forskellige udrykningskøretøjer, ligesom der bliver rig lejlighed til at få en snak med både stationens betjente og politiets ledelse. Indendørs er der mulighed for at se de nyistandsatte lokaler. Alle er velkomne og undervejs vil der være forfriskninger til alle gæster.

Nærpolitistationen har til huse på Søndergade 8 i Toftlund og rummer ekspedition med borgerbetjening. Stationen bemandes med fem politifolk, der udover borgerbetjening og beredskabsarbejde blandt andet vil foretage sagsbehandling i mindre sager og følge op med tryghedssamtaler og med bekymringssamtaler i forhold til sårbare børn og unge i lokalområdet.

Den nye politistation har åbent 15 timer om ugen. 

Nærpolitistationen skal bringe Syd- og Sønderjyllands politi tættere på borgerne. Det øgede lokale fokus er resultatet af den seneste politiske flerårsaftale for politiet, som regeringen og dens politiske aftaleparter står bag.  Indvielsen af stationen foregår mandag den 9. maj fra klokken 14.30 til 17 på Søndergade 8 i Toftlund.

Alle er velkomne.

Kilde: Syd-. og Sønderjyllands Politi