Bestyrelserne på Tønder Gymnasium og Tønder Handelsskole – Det Blå Gymnasium i Tønder, har den 17. marts 2026 truffet en principbeslutning om at gå videre med en fusion og etableringen af en ny fælles
byskole i Tønder.
Med beslutningen sætter de to institutioner en klar retning: De vil sammen skabe et stærkere og mere bæredygtigt uddannelsestilbud for unge i Tønder.
Et fælles tredje – en ny skole med stærkere muligheder
Ambitionen er at skabe et fælles tredje – en ny skole, der ikke blot samler de to institutioner, men udvikler et stærkere samlet tilbud.
Det fælles tredje skal:
– samle og styrke de eksisterende uddannelser
– skabe nye faglige muligheder og stærkere studiemiljøer
– give de unge flere valgmuligheder lokalt
– sikre et attraktivt og bæredygtigt fagligt miljø
Målet er klart: Unge i Tønder skal også fremover have adgang til uddannelser af høj kvalitet – i et miljø, der både kan tiltrække elever og dygtige undervisere.
– Nu trækker vi i arbejdstøjet
Med beslutningen går arbejdet nu ind i en ny fase, hvor fundamentet for fusionen skal bygges.
Der igangsættes en række analyser og udviklingsforløb med fokus på blandt andet uddannelsesudbud, organisering, økonomi og fysiske rammer.
Arbejdet vil ske i arbejdsgrupper på tværs af de to skoler med inddragelse af lærere, elever og øvrige relevante interessenter. Formålet er at sikre, at det nye fælles gymnasium bliver forankret bredt og udviklet med afsæt i både faglighed og praksis.
Tæt samarbejde med Tønder Kommune
Tønder Kommune spiller en central rolle i den videre proces. Kommunen har et klart fokus på at udvikle Tønder som et attraktivt uddannelsessted, og samarbejdet mellem kommune og uddannelsesinstitutioner bliver afgørende for at lykkes med ambitionen om en stærk og fremtidssikret uddannelsesby.
Fælles retning – fælles ansvar
Rektor på Tønder Gymnasium, Karl Jørgen Møller: – Vi har nu taget et vigtigt skridt mod at samle kræfterne og skabe et fremtidssikret og endnu stærkere gymnasialt tilbud i Tønder. For os handler det om at give de unge de bedste muligheder – både fagligt og socialt – og det kræver, at vi tænker nyt og udvikler os sammen.
Direktør på Det Blå Gymnasium Tønder, Carsten Uggerholt Eriksen: – Fusionen giver os en enestående mulighed for at bygge noget nyt og mere robust, hvor vi kombinerer vores styrker og skaber et attraktivt uddannelsesmiljø. Nu går vi i gang med det konkrete arbejde – i tæt samarbejde med både medarbejdere, elever og vores omgivelser.
Fremtidens uddannelsesby i Tønder
Med beslutningen tager de to gymnasier et fælles ansvar for at bidrage til udviklingen af Tønder som uddannelsesby.
Arbejdet frem mod en endelig fusion fortsætter i de kommende år med 1. delmål, som er en indstilling til Region Syddanmark og Undervisningsministeriet i starten af 2027.
