Tønder: – Vi vil godt vise dig Marieskolen?

Marieskolen: Aksel fra 5. kl. og Leah fra 0. kl. til morgensamling. Pressefoto.

Marieskolen åbner dørene for alle, der godt kunne tænke sig at se skolen. Er du nysgerrig efter at se skolen indefra, så kan du snart komme på et uformelt visit på Marieskolen. Alt fra naboer, søskende, bedsteforældre og til kammerater til Marieskolens elever er velkomne.

Som en del af det landsdækkende arrangement ”Åben Skole”, inviterer Marieskolen igen i år til åbent hus. Det foregår torsdag den 4. november, hvor Marieskolen, ligesom mange andre privatskoler og friskoler landet over, åbner dørene for alle interesserede.

”Vi er jo stolte over vores skole, og alt hvad den indebærer. Og vi er glade for at kunne vise en lille bid af vores dagligdag frem, for vores personale knokler hver dag for, at skolens elever får en lærerig, spændende og varierende hverdag. Til et arrangement som ”Åben Skole”, kan vi vise hverdagen gennem fagværksteder, rundture og billeder og gennem en snak med alt fra elever til bestyrelse”, udtaler skoleleder, Birgitte Klippert.

Der er forskellige ting at se på Marieskolen på dagen. Der vil være repræsentanter til stede fra bestyrelsen og ledelsen, ligesom at der vil være elever og lærere. Det er dem, der kender skolen bedst, så det er også de ældste elever, der vil lave rundvisninger, og så vil der være mulighed for at lege, lave snobrød og være kreativ for de yngste besøgende.

””Åben Skole” er en dag hvor man helt uformelt kan komme forbi skolen. Vi vil så gerne være en del af lokalsamfundet, og her har vi muligheden for at invitere alle interesserede indenfor. Man behøver ikke være en del af målgruppen, have børn på skolen, kende nogen på skolen eller andet. Det er simpelthen bare et tilbud om at komme og hilse på og få nogle hyggelige timer til at gå sammen med os”, supplerer skoleleder, Sarah Røll.

Arrangementet foregår torsdag den 4. november, fra kl. 16.00-18.00. Der er ingen tilmelding. Bare kig ind.

Læs mere om skolen på Marieskolens Facebookside og på hjemmesiden www.marieskolen.dk