Tønder står sammen om midtbyen – og du er inviteret med – kig ind på gågaden fredag den 2. maj 2025

Gågadestemning på gågaden i Tønder en fredag eftermiddag - Foto Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

I Tønder spirer idéerne til en ny fremtid for midtbyen. I fællesskab arbejder foreninger, kulturaktører, skoler, erhvervsliv og kommune på en ny helhedsplan for Tønder Midtby.

Og du kan være med, lyder det fra Tønder Kommune.

Nu inviterer hele holdet bag samarbejdet til reception og åbent byværksted. Fredag den 2. maj åbner dørene til byværksted i SAMMEN’s lokaler på Vestergade 4 i Tønder.

Samme dag er der iøvrigt Open By Night på gågaden i Tønder. Butikkerne har åbent til kl. 21.00. Temaet er MAD – Gin-, Øl- og Vinfestival. Det er Tønder Handelsstandsforening og medlemmer, der står bag arrangementet.

Ved det åbne byværksted på Vestergade 4 kan du møde de mennesker og organisationer, der står bag helhedsplanen, høre om idéerne og dele dine egne tanker.

– Vi håber, du har lyst til at kigge ind og tage del i samtalen om fremtidens by.

Arrangementet løber fra kl. 15.00 til 21.00 og der er reception og velkomst fra kl. 16.00 til kl. 17.00.

Din stemme er vigtig

Hvad savner du i bybilledet? Hvad skal prioriteres? Og hvordan skaber vi en midtby, der både fungerer i hverdagen og gør Tønder til en endnu stærkere magnet for besøgende?

Det er spørgsmålene, der stilles fra kommunens side.

Helhedsplanen samler konkrete tiltag, vi kan tage fat på allerede nu, og store visioner, der peger frem mod 2035. Den bygger på stedets særlige kvaliteter – kulturhistorien, forbindelsen til marsken og ønsket om at skabe bedre sammenhæng mellem handel, kultur, fritid og bolig.

– Uanset om du er borger, butiksdrivende, nabo eller bare nysgerrig, så er du en vigtig del af samtalen. Kig ind den 2. maj 2025 og vær med til at forme fremtidens Tønder Midtby, lyder det fra Tønder Kommune.

Se mere om projektet og kom med din mening – KLIK HER

Skilte på gågaden i dag i Tønder. Tønder står sammen om midtbyen –
Kig ind på gågaden fredag den 2. maj 2025 og kom med dit ønske til aktiviteter.