Tønder skal teste nyt projekt for cykelturisme

Tour de France i SønderjyllandCykelturisme med knudepunkter skal afprøves. www.sydnyt.dk

De fire sønderjyske kommuner, Tønder, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg er blandt de kommuner, der er udvalgt af Dansk Kyst- og Naturturisme som testområder for et nyt nationalt cykelknudepunktsystem. Kort fortalt giver et knudepunktsnetværk cykelgæster mulighed for at planlægge lige netop den cykeltur, de ønsker.

Danmark er et cykelland, og Dansk Kyst- og Naturturisme vurderer, at der er stort potentiale i at udvikle den danske cykelturisme.

Derfor vil Dansk Kyst- og Naturturisme med inspiration fra Belgien, Holland, Tyskland og Schweiz gøre op med den traditionelle skiltning af ruter der går fra A til B. I stedet vil man med projektet ‘Bedre vilkår for cykelturismen’ skabe en ny og mere cykelvenlig infrastruktur via et netværk af knudepunkter.

“Vi kender konceptet med cykelknudepunkter fra fx Holland og Tyskland, men vi skal finde ud af, hvordan et knudepunktsnetværk fungerer mest optimalt i Danmark – altså et proof of concept. Demonstrationsforløbet er derfor en form for living lab, hvor vi skal tilpasse og forbedre konceptet – og ikke mindst visualisere det, så vi er bedst muligt forberedte, når det skal udrulles i hele landet,” fortæller Mette Rohde Böwadt, der er projektchef hos Dansk Kyst- og Naturturisme.

Et knudepunktsnetværk kan bedst beskrives som et spindelvæv, hvor man cykler fra knudepunkt til knudepunkt.

Knudepunkterne skal enten erstatte eller skabe en bedre sammenhæng mellem de nuværende lokale cykelruter og så skal knudepunkterne også integreres med de nationale cykelruter og supercykelstierne.

I Tønder Kommune oplever man allerede, at mange turister kommer på grund af mulighederne for at holde ferie på cyklen, og derfor glæder man sig over, at skulle afprøve det nye knudepunktsnetværk.

“Vi har en kommune, som egner sig fantastisk godt til cykelturisme, og derfor glæder jeg mig meget til at se, hvilket potentiale der ligger i knudepunktsnetværkerne. Det er en spændende ide, at skabe et system, hvor man kan skræddersy ruter, til for eksempel bestemte sæsoner eller målgrupper”, fortæller Bo Jessen, der er formand for Teknik & Miljøudvalget.

Knudepunktsnetværket skal designes med udgangspunkt i brugernes behov og grundlaget for planlægning. Netværket af knudepunkter skal laves som et fleksibelt netværk baseret på de erfaringer man har gjort sig i andre lande.

Målet er at nå en cykelvenlig infrastruktur, hvor 20.000 kilometer ruter kortlægges nationalt, desuden skal et netværk af 5000 knudepunkter påbegyndes 5000 stk. primært digitalt – påbegyndt analogt.

En hel eller delvis etablering af skiltningen til knudepunktssystemet forventes igangsat i 8-10 kommuner inden udgangen af 2023.

Ud over Tønder, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg er Ringkøbing-Skjern, Varde, Vordingborg, Faxe og Stevns Kommuner også valgt som testområder.