Tønder: Marieskolen skaber sin egen festivalkoncert for de yngste

Marieskolen holder skolekoncert for 0.-6. klasse. Pressefoto

Når Tønder Festival om lidt løber af stablen, er det ikke kun de ældste elever, der skal mærke festivalstemningen. På Marieskolen inviteres eleverne fra 0.-6. klasse til deres helt egen festivalkoncert i skolegården med musik, fællessang, dans og ægte festivalstemning.

Det kan allerede ses og mærkes i byen; teltene er rejst, toiletvognene er sat op, og skiltene peger alle i samme retning. Tønder Festival 2026 nærmer sig, og spændingen er til at få øje på. Regionens institutioner for de ældste elever er inviteret til Skolekoncert, og også de glæder sig til en dag med folkemusik, god stemning og samvær med vennerne.

På Marieskolen tror de på, at musik og kulturoplevelser er noget alle kan få en masse ud af. Også de yngste elever. Derfor gentager skolen sidste års succes og inviterer eleverne fra skolens 0.-6. klasse til ’Marieskolens Skolekoncert’, hvor skolegården forvandles til en lille festivalplads.

Derfor – Marieskolens elever får festivalfølelsen ind under huden

Eleverne kan blandt andet glæde sig til musikalsk besøg af Pimp and Drums fra Sønderborg, Mads Langelund og Klaus and The Bebs, og sammen sikrer de, at dagen kommer til at byde på masser af fællessang, dans og musik. Der bliver naturligvis også mulighed for at få lidt godt til ganen, så alle ingredienserne til en rigtig festivaldag er på plads.

Sidste års skolekoncert var en stor succes, og begejstringen blandt eleverne var tydelig. Derfor var der heller ikke tvivl om, at festivalkoncerten skulle være en tilbagevendende tradition.

– Vi vil skabe fremtidens festivalpublikum For Marieskolen handler koncerten dog om mere end bare en festlig dag. Skolen ønsker at give børnene erfaringer med folkemusik og koncerter og vise dem, at det ikke kun er for de ældste elever og de voksne. Musik og festivalstemning kan sagtens være en del af børnelivet.

– Vi vil gerne vænne vores elever til, at musik, koncerter og kulturoplevelser også er noget, man kan være en del af som barn. Vi håber, at de får lyst til at opsøge musikken og kulturen og blive habile festivalgængere, når de bliver ældre,” fortæller Marianne Roued, der er lærer på Marieskolen.

Og selvom Tønder Festivalens traditionsrige skolekoncert først venter, når eleverne bliver lidt ældre, vil Marieskolen gerne give dem en forsmag allerede nu.

– Når vores elever en dag bliver gamle nok til at deltage i Tønder Festivalens skolekoncert, håber vi, at de møder op som nysgerrige, engagerede og gode publikummer. Forhåbentlig bliver de også nogle af de børn og unge, der senere er med til at føre festivaltraditionen videre og være gode ambassadører for både Tønder og Tønder Festival.

Så selvom de yngste endnu må vente lidt på den rigtige festivalarmbåndsoplevelse, skal de bestemt ikke snydes for festivalstemningen. Marieskolens Skolekoncert holdes i skolegården den 27. august kl. 10.00-13.00 – på samme tidspunkt som de ældste elever er til Festivalens Skolekoncert.