Tønder Kommunes kortfilmfestival for 360 unge: – Skærbæk Distriktsskole blev den helt store vinder

Den røde løber var rullet ud og humøret højt, da 360 elever fra 8. klasser i hele Tønder Kommune i dag mødtes til skolefilmfestivalen TUFF – Tønder Unge Film Festival. Det rekordhøje deltagerantal kom i år fra 7 forskellige skoler: Tønder Overbygningsskole, Løgumkloster Distriktsskole, Skærbæk Distriktsskole, Toftlund Distriktsskole, Skærbæk Realskole, Marieskolen og Ludwig Andresen Schule.

I Schweizerhalle dystede elevernes egne producerede kortfilm mod hinanden i 6 forskellige kategorier. Alle filmene var fiktion, og årets tema var ”Befrielse”, som filmene skulle forholde sig til.

Filmen ”Døre” blev den helt store vinder, da den både løb med prisen for Bedste Teknik og ikke mindst med hovedprisen for ”Bedste Film TUFF 2025”. Det var eleverne Sebastian Persson, Jonatan Thomsen, Valdemar Callesen, Oscar Bladt, Esben Frisk og Lærke Andersen fra 8. C på Skærbæk Distriktsskole, som havde produceret filmen. I filmen opsluges en ung mand bogstavelig talt af sit computerspil Doors, hvorefter en mareridtsagtig forfølgelse og flugt inde i spillet finder sted. Den ender godt – og han kommer hjem igen. Kulturudvalgsformand René Andersen uddelte hovedprisen til filmholdet, hvorefter de blev fulgt ud til den ventende limousine, der kørte dem hjem til Skærbæk Distriktsskole.

I de øvrige kategorier vandt følgende film:

Bedste Historie blev filmen ”Billedet”, der var produceret af elever fra 8. klasse på Løgumkloster Distriktsskole.
Bedste Skuespil blev ”Er du okay?”, der var produceret af elever fra 8. klasse på Marieskolen.
Bedste Filmplakat blev tildelt filmen ”Godnat og sov godt”, der var produceret af 8. klasse på Ludwig Andresen Schule.
Og endelig blev Publikumsprisen, hvor alle stemte på deres favoritfilm, vundet af Løgumkloster Distriktsskole med filmen ”Silas’ sandhed”.

Fakta om TUFF – Tønder Unge Film Festival

TUFF er et samarbejde mellem Tønder Kulturskole, Center For Undervisningsmidler ved UCSyd, Tønder Kommune og kommunens skoler.

Tønder Unge Film Festival – TUFF – startede i 2013, og hvert år består projektet af et kursus i filmproduktion for lærerne, et Kick Off foredrag for eleverne ved den professionelle filminstruktør Martin Strange-Hansen, og den afsluttende festival hvor alle eleverne mødes og ser filmene sammen, hvorefter der uddeles priser på bedste Oscar-manér.

TUFF 2025 har deltagerrekord, hvilket blandt andet skyldes, at Skærbæk Realskole deltager for første gang, så hele 7 skoler er repræsenteret i projektet.