Tønder Kommune: Skolestart betyder ekstra forsigtighed i trafikken

I august begynder over 300 nye børn i skole i Tønder Kommune. Derfor opfordrer Tønder Kommune alle bilister til at vise ekstra hensyn og forsigtighed omkring skolerne.

Det stiller store krav til de øvrige trafikanter, da mange børn endnu ikke har den store erfaring med at gå eller cykle i trafikken, som ofte kan være intensiv i myldretiden ved skolerne.

For at minde bilisterne om at være ekstra opmærksomme og respektere fartgrænserne på skolevejene, er Tønder Kommune med i den landsdækkende skolestartskampagne “Børn på vej”.

I ugerne 32 til 35 vil kampagnen blandt andet kunne ses på plakater på mange skoleveje.

– Vi opfordrer alle trafikanter – både forældre, der kører deres barn til skole og de bilister, der bare kører forbi en skole – om at udvise hensyn og forsigtighed, siger trafiksikkerhedsmedarbejder Sonja Svendsen fra Trafiksikkerhedsrådet i Tønder Kommune og fortsætter:

– Som bilist skal man huske på, at børn kan være impulsive og have svært ved at vurdere hastigheden, når de skal krydse en vej. Derfor er de mange børn helt afhængige af, at bilisterne viser hensyn og sætter farten ned, så ingen børn kommer til skade i trafikken.

Biler giver utryghed ved skolerne

Mange børn bor langt fra deres skole, og da er det helt naturligt, at forældre sætter deres barn af ved skolen undervejs til arbejde.

Men de mange biler er også med til at skabe lettere kaotiske forhold ved skolerne, og fire ud af ti forældre oplever, at andre forældre kører for hurtigt omkring skoleveje. Det viser en undersøgelse blandt 1.860 forældre til skoleelever, som i 2021 blev gennemført for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.

– Det allerbedste, man som forældre kan gøre, er at gøre børnene klar til selv at cykle eller gå i skole. På den måde lærer børnene selv at færdes i trafikken, og samtidig bliver biltrængslen omkring klokken otte ved skolen meget mindre. Og det er godt for både sikkerheden og sundheden, udtaler Sonja Svendsen afslutningsvist.

Sådan gør du dit barn klar til trafikken

Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har samlet gode råd til sikker trafik med børn til fods, på cykel og offentlig transport: www.sikkertrafik.dk/skolestart

Kilde: Tønder Kommune