Tønder Kommune har ansat erfaren erhvervskoordinator

For at styrke samarbejdet med erhvervslivet har Tønder Kommune ansat Gitte Frank Andresen som ny erhvervskoordinator. Hendes rolle bliver bl.a.
at sikre, at der er fokus på erhvervsvirksomhedernes henvendelser om nye
tiltag, udvidelser og særlige problemstillinger.

Tønder Kommune har ansat Gitte Frank Andresen som ny
erhvervskoordinator.  Gitte Frank Andresen er uddannet arkitekt, og kommer fra en stilling hos Fredericia Kommune, hvor en del af jobbet har været Erhvervsservice. 

Med ansættelsen af Gitte Frank Andresen får Tønder Kommune en rutineret projektleder med 15 års kommunal erfaring, der har haft ansvaret for blandt andet lokalplaner, miljøvurderinger/VVM og store byudviklingsprojekter i både Fanø og Varde Kommune, men også mange andre steder i det syd- og sønderjyske.

“Med ansættelsen af Gitte styrker vi vores fokus på, at erhvervslivets tanker og ideer får den bedst mulige vej igennem vores sagsbehandling. Samtidig styrker vi kommunikationen igennem hele processen mellem kommunen og virksomheden”, fortæller Lars-Erik Skydsbjerg, Fagchef i Teknik & Plan, og tilføjer, at en stor del af den nye erhvervskoordinators opgaver bliver projektledelse af større erhvervssager.

Med ti års tidligere privatansættelse som byplankonsulent har Gitte Frank Andresen hjulpet mange forskellige virksomheder gennem den “tekniske mølle”. Fremover vil hun også indgå i den gode dialog, med erhvervet og de fora, kommunen har i den sammenhæng.

Et andet stort indsatsområde for den nye erhvervskoordinator bliver, at være tovholder og bidrage til at sikre besvarelse af eksterne henvendelser om udviklingsmulighederne i Tønder Kommune.

Stillingen som erhvervskoordinator er en opfølgning på Kommunalbestyrelsens Visions- og strategiplan, hvor der lægges vægt på øget erhvervsfokus og endnu mere hjælp til erhvervenes udvikling.

Gitte Frank Andresen er allerede trukket i arbejdstøjet, men bliver indtil videre boende i Varde. Den lange køretur bliver brugt til at høre lydbøger og podcasts, og turen er det hele værd, fortæller hun og tilføjer, at hun har glædet sig til at “vende tilbage” og arbejde med det unikke potentiale, der er i Tønder Kommune, tæt ved Vadehavet og som porten til Tyskland og resten af Europa.