Tønder Kommune får mere nærpoliti

Det netop indgåede Politiforlig sikrer 20 nærpolitistationer og 110 nye lokalbetjente rundt om i landet. I Tønder Kommune er der udsigt til mere nærpoliti, og det vækker glæde på rådhuset.

Et synligt nærpoliti – også langt fra de danske storbyer – skal skabe tryghed i alle afkroge af Danmark.

Det skal 20 nærpolitistationer og 110 ekstra lokalbetjente fordelt over hele landet sikre.

Styrkelsen af det lokale politi indgår i et udspil til en ny flerårig plan for dansk politi, som et bredt politisk flertal på Christiansborg tirsdag præsenterede.

Flere lokalbetjente i Tønder Kommune

I politiforliget bliver Tønder Kommune tilgodeset med en nærpolitistation og dermed også flere lokalbetjente i gadebilledet. Helt præcist er der udsigt til minimum fem flere betjente i Tønder Kommune, og det vækker glæde hos borgmester Henrik Frandsen:

– Det glæder mig da, at politikerne på Christiansborg har valgt at kigge vores vej i forbindelse med Politiforliget. I Tønder Kommune er vi meget glade for det nære politi, og udsigten til større bemanding og et mere synligt politi på gaden i hele Tønder Kommune er da bestemt positivt, udtaler Henrik Frandsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Det betyder noget for vores tryghed, at vi møder politiet i vores dagligdag og ved, at de er tæt på, hvis vi skulle få behov for dem. Og så kommer de ekstra hænder også til at smitte af på det forebyggende arbejde i SSP-regi. Alt i alt er der meget at glæde sig over.

Nærpolitistationen vil have åbent for fysiske henvendelser mindst 15 timer om ugen. På nærpolitistationen vil borgerne kunne foretage anmeldelser, være i dialog med politiet og få råd og vejledning.

Samtidig vil betjentene knyttet til nærpolitistationen kunne patruljere i lokalområdet som et supplement til beredskabet.