– De fredede broer er på værft – og godt på vej mod fremtiden, lyder det fra Tønder Kommune.
Siden januar har de to fredede broer ved Lægan og Møllehus været i gang med en tiltrængt renovering – og nu er de på værft hos entreprenøren i Hjordkær ved Rødekro, hvor de bliver sandblæst, rustbehandlet og nænsomt sat i stand.
– Vi kan med glæde konstatere, at tidsplanen holder, og broerne står stadig til at være færdige i slutningen af juli. Men vi må også være ærlige og sige, at projektet bliver en smule dyrere end forventet, lyder det fra Tønder Kommune.
Det samlede budget er på 23,4 mio. kr., men i takt med arbejdet er det blevet tydeligt, at det kræver lidt mere.
Det skyldes især, at Læganbroen havde skjulte rustskader under beton og tidligere reparationer, og at Møllehusbroens landfæste skal forstærkes. Derfor forventes en merudgift på ca. 2,8 mio. kr.
– Når man arbejder med over 100 år gamle konstruktioner, kan det være svært helt at forudse, hvordan de har det indeni – men vi gør alt, hvad vi kan, for at passe godt på dem og sikre, at de også kan holde til fremtidens trafik.
– Vi ved, at projektet har skabt gener for jer, der plejer at bruge broerne – og vi takker for jeres tålmodighed og forståelse. Når arbejdet er færdigt, får vi to stærke, sikre og smukke broer, der fortsat bærer historien med sig.
