TØNDER: SE VIDEOCLIP – Julemandens kane blev løftet op i himlen

Julebyen Tønder åbner lørdag den 7. november 

– Der er i Tønder julen begynder, og det er ikke kun julenissen Julius, der kommer med disse ord, det gør Tønder Handelsstandsforening også, lyder det fra Anders Jacobsen, der er formand for Tønder Handelsstandsforening. Julebyen Tønder åbner lørdag den 7. november. 

Programmet er ved at blive strikket sammen 

– Vores juleudvalg arbejder hårdt på programmet for Julebyen Tønder i år, og det bliver igen med en fantastisk flot julebelysning, der i løbet af de seneste år er blevet mere og mere miljøvenlig gennem lavenergipærer, fortæller Anders Jacobsen. Hele gågaden bliver pyntet op og det bliver hyggen, der skal sikre at både de lokale og de mange, der kommer udefra får en helt speciel oplevelse.
Og selve Julebyen Tønder vil ose og dufte af jul om kap med det store juletræ på Torvet. De mange specialbutikker er igen i år det helt sikre trækplaster for mange, der er på shopping efter julegaver. 

Under Coronaens tegn

– Ingen ved pt. hvordan Corona-krisen udvikler sig, vi holder øje med udviklingen og tager sammen med vore medlemsbutikker fortsat de nødvendige skridt, der skal være med til at sikre at et indkøbsbesøg i Tønder og Julebyen Tønder er sikkert for alle, fortæller Anders Jacobsen i en pressemeddelelse.

Derfor er alle vore tiltag og arrangementer under forudsætning af myndighedernes godkendelse og de til enhver tid gældende retningslinjer. 

Vi følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger og retningslinjer, der sikrer dig en god oplevelse, hvor tryghed og afstand bliver en naturlig del af din færden.

Vi spritter hænder og bruger mundbind hvor der er formålstjenligt og påbudt. 

Samtidig overholdes regeringens påbud til enhver tid. 

Følg med på www.tonderhandel.dk og på Facebook.

– Vi giver et smil i stedet for hånden