Kan politik og Halloween-hygge gå hånd i hånd? Det mener en gruppe af de kvindelige kandidater, der stiller op til Kommunalvalget. De er gået sammen om at arrangere en græskar-skæredag for børnefamilier i efterårsferien, for at lave noget hyggeligt for børnene, mens der er mulighed for at komme i dialog med forældrene om tanker og idéer til, hvad den kommende kommunalbestyrelse kan gøre for børn og børnefamilier i kommunen.
Initiativtagerne bag arrangementet er glade for at samarbejdet er kommet op at stå:
– Vi er en flok, der bare rigtig gerne vil vise, at vi ønsker at føre politik på tværs af partiskel. Vi har alle en stor interesse for hele børne- og familieområdet, så det var oplagt at samles om en aktivitet, hvor vi kan komme i dialog med forældrene, mens børnene hygger sig.
Alle politiske partier og lister der stiller op til valget i Tønder Kommune har fået en invitation til at være med som arrangører af græskar-skæredagen og der har været stor opbakning til at deltage.
Græskar-skæredagen løber af stablen tirsdag den 19. oktober fra kl. 13 på Torvet i Tønder. Der serveres varm kakao med skumfiduser og kaffe – og det er gratis at deltage.
