Hvordan laver man et interview?
Hvad kan man spørge om?
Hvordan tager man et godt foto?
Hvordan præsenterer man et band?
Alt dette og meget mere blev medlemmerne af dette års Kultur CREW i Tønder Kommune klædt på til i dag i undervisningslokalerne hos Mind Factory by Ecco.
Her fik de tips og tricks i lange baner.
Årets Kultur CREW er elever fra skolerne i Møgeltønder, Tønder, Løgumkloster og Højer.
Festlig fredag
Det bliver en fest, når to bands går på scenen foran op mod 5.000 skoleelever ved den store Open Air-scene. Skoleelever fra hele landet og på den anden side af grænsen er traditionen tro inviteret til at deltage i dette års Tønder Festival. I år er der gensyn med FolkBALTICA Ensemblet, som har rødder i det danske og tyske fællesskab. Det 50 mand store ensemble af unge musikere krydser grænser geografisk
og musikalsk for traditionel og nutidig folkemusik. Og så er der originale og nye danske sange med duoen Mallemuk, som består af Joakim Okkels, klaver, harmonika og vokal, og Michael Hornhaver, guitar og vokal. De kommer begge fra Tønder-egnen og mødte hinanden på gymnasiet. I 2020 udgav Mallemuk debutalbummet “Mallemuk”.
Praktisk: Koncerten er gratis.
Skolerne skal dog selv sørge for er transport til og fra koncerten.
OBS: Der serveres ikke alkohol til arrangementet.
Tønder Festival – en tradition
En af Nordeuropas mest anerkendte folk- og worldfestivaler er Tønder Festival, som har gjort det til en tradition på festivalens fredag at holde en kæmpe fest for tusindvis af grænseregionens børn og unge.
Her spiller flere stjerner fra ind- og udland en række skolekoncerter, og KulturCrew er på pletten til at få dagen til at glide. Blandt andet viser KulturCrew vej på den store festivalplads, de fungerer som journalister og fotografer og endelig står de på den store scene foran flere tusinde publikummer og præsentere kunstnerne.