SE VIDEO – Tønder Festival 2026 – Forrygende skolekoncert med omkring 5.000 elever fra Danmark og Tyskland

Forrygende skolekoncert torsdag den 2. august 2026 på Festivalpladsen i Tønder. Fotos/video: Bent Schulz/Marskfotografen

Efter sidste års succes med Tessa på scenen til skolekoncerten på Tønder Festival, bød festivalen i år velkommen til folkBALTICA Ensemblet og den danske rapper, sanger og producer, Ozzy.

Festen fandt sted ved den store Open Air-scene, og op mod 5.000 skoleelever fra hele Syd- og Sønderjylland og Tyskland var, traditionen tro inviteret til skolekoncert på Tønder Festival 2026.

Der er traditionen tro et gensyn med folkBALTICA Ensemblet, som har rødder i det danske og tyske fællesskab. Det 50 mand store ensemble af unge musikere krydser grænser for traditionel og nutidig folkemusik, både geografisk og musikalsk. Det andet navn er den unge danske rapper, sanger og producer Ozzy.

Sidste år havde vi fået tilbagemeldinger fra skolerne om, at man ønskede sig en kunstner, der “talte” til de unge. Det lyttede vi til og inviterede Tessa – og den koncert blev en kæmpestor succes,” siger Tønder Festivals kunstneriske leder, Maria Theessink, og fortsætter:

I år inviterede vi – ud over folkBALTICA Ensemblet – den 24-årige danske rapper og sanger Ozzy, som har skabt sit eget lydunivers som producer og sangskriver. Både hans musik og hans sange, der handler om identitet og balancen mellem succes som kunstner og mental sundhed, appellerer bredt til det unge publikum.

Ozzy optrådte med band, og skolekoncerten er hans eneste optræden under festivalen.

Video – Youtube + TikTok

Video: Bent Schulz/Marskfotografen

@sydnytdk Tønder Festival 2026 – Forrygende skolekoncert med 5.000 danske og tyske skoleelever – Tjek hele artiklen på www.sydnyt.dk – GRATIS nyheder fra HELE Sønderjylland – HVER dag #tønder #tøndergestival #tf2026 #sydnytdk #tondern ♬ original lyd – www.sydnyt.dk – Sønderjylland

Video: Bent Schulz/Marskfotografen

Mere om kunstnerne:

Ozzy (DK)

Siden Oskar Elholm – bedre kendt som Ozzy – udgav sin første single ’Samme side’ (2023), er det gået stærkt for den 24-årige danske rapper, sanger og producer. Ozzy har gennem mange år udviklet sit eget lydunivers som producer og sangskriver. Hans musik trækker tråde til hiphop og R&B, men også til house, acid jazz, bossanova og future bass. Fællesnævneren er et flydende, atmosfærisk udtryk med karakteristiske vocal chops og hans lyse falset i centrum. Inspirationen spænder bredt – fra Kaytranada til Don Toliver og Smino – men resultatet fremstår som noget særegent på den danske musikscene.
Egentlig var Ozzy en introvert, genert dreng med hang til SoundCloud-rap, der hjemme på værelset i Helsingør nørdede musikproduktion. Nu står han på scener og natklubber landet over med nogle af Danmarks største artister og spiller de sange, han i mange år puttede med på værelset. Og netop den kontrast er i fokus på Ozzys debutalbum ‘Hyben’ (2025), som er et personligt portræt af de seneste år, hvor Ozzy har forsøgt at finde fodfæste langt uden for sin komfortzone.
Albummet, som er produceret af Ozzy selv samt Emil Falk, Rob & Jenne, Nicki Pooyandeh, Anders Ingstrup Johansen og Noah Farlot, er opdelt i to tydelige sider. A-siden er trap-tung og præget af en mere rå energi, hvor en selvbevidst Ozzy kæmper med forventninger og pres. På B-siden åbner musikken sig mod et varmere og mere melodisk univers med fortællinger om kærlighed, familie og nærhed.

folkBALTICA Ensemble (DK/DE)
folkBALTICA Ensemblet er et ungdomsensemble for musikalske talenter fra begge sider af den dansk-tyske grænse i alderen 15-25 år. Formålet er at bidrage til talentudvikling i Syddanmark og Slesvig-Holsten, at videreføre egnens traditionelle musik og bidrage til det interkulturelle ungdomsarbejde i regionen.

folkBALTICA Ensemblet blev grundlagt i 2013 og ledes af den kunstneriske leder Harald Haugaard i samarbejde med assistenterne Andreas Tophøj og Rasmus Zeeberg. De cirka 50 unge mødes fire til seks gange om året for at øve og opføre koncerter, og de har bl.a. optrådt ved mindedagen for 1864-krigen på Dybbøl Banke og folkBALTICA Festival. Og naturligvis Tønder Festival, hvor de både spiller deres egen koncert og medvirker ved den årlige skolekoncert, hvor omkring 5000 elever hvert år bliver inviteret til at deltage som publikum.