Bo Kjelkvist fortsætter som Formand og dermed i spidsen for erhvervsrådets arbejde med at styrke udviklingen og væksten i det lokale erhvervsliv. Med genvalget af formanden videreføres den kurs, der i de seneste år har haft fokus på samarbejde, grøn omstilling, tiltrækning af virksomheder og et stærkere Tønder Kommune.
– Jeg er taknemmelig for den tillid, som bestyrelsen og vore medlemmer viser mig. Det er nemt at være bestyrelsesformand, når man er omgivet af en dygtig driftsorganisation og en kompetent bestyrelse.
– Med genvalget af mig som formand skal man ikke forvente store forandringer, men derimod en fast vilje og mod til at følge de strategiske indsatser, som allerede er vedtaget.
– Vi vil have udvikling i hele Tønder Kommune, og det får vi, fordi vi er enige om, at det kan lade sig gøre. Så enkelt er det!
– Tønder Erhvervsråd kan ikke skabe udviklingen selv, men er bevidste om, at et tæt samarbejde med rådhuset og politikerne samt de øvrige erhvervsaktører og uddannelsesinstitutioner i hele Tønder Kommune er en forudsætning for at nå i mål.
– Vi skal bruge hinanden, udnytte hinanden, hjælpe hinanden, lytte til hinanden og give hinanden plads. Fremtiden er et fælles ansvar. Tønder Erhvervsråd tror på fremtiden, lydet det fra Bo Kjelkvist
Samtidig har bestyrelsen valgt Kirsten von Wildenradt som næstformand efter Jens Sandahl Sørensen trådte ud af bestyrelsen efter seneste generalforsamling. Hun skal være med til at understøtte Formandens arbejde og sikre en tæt kobling mellem bestyrelsen og Erhvervsdirektørens daglige indsats.
– Jeg er utrolig stolt over at blive valgt til Næstformand og ser frem til at understøtte Erhvervsrådets ambitioner. Jeg har et stort ønske om at være med til at udvikle Tønder Kommune til en endnu stærkere erhvervskommune, der styrker udviklingen af de enkelte virksomheder samt fællesskabet.
– Vi skal sammentænke løsninger, så vi ikke opfinder den dybe tallerken to gange, men gør brug af hinanden og dermed skaber endnu mere udvikling og synergi.
– Derudover har jeg en forkærlighed for uddannelses- og kulturområdet, som jeg i den grad også mener, at Tønder Kommune har brug for, når det gælder om at tiltrække og fastholde arbejdskraft, fortælller Kirsten von Wildenradt
Med nye kræfter i bestyrelsen og en bred repræsentation fra det lokale erhvervsliv står Tønder Erhvervsråd samlet rustet til de kommende års arbejde.
Bestyrelsen vil i den kommende periode fortsætte det strategiske arbejde med at skabe bedre rammer for virksomhederne i området – herunder adgang til arbejdskraft, udvikling af internationale samarbejder samt styrkelse af den grønne og digitale omstilling.
