For fjerde gang blev Bo Ludvigsens Frivillighedspris uddelt under Tønder Festival. Prisen er til minde for den tidligere formand for Tønder Festival Forening, Bo Ludvigsen, som uventet gik bort i 2021, og markerer hans store betydning for festivalen og det frivillige fællesskab.
Årets prismodtagere er Hanne Risager fra BROEN Tønder og Mikkel Clausen fra Bredebro Idrætsforening, der begge har ydet en enestående indsats for børn, unge og foreningslivet i Tønder Kommune.
Hanne Risager har siden 2011 stået i spidsen for BROEN Tønder, som giver udsatte børn mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter. I 2024 støttede foreningen 219 børn og unge lokalt, og på landsplan hjalp BROEN 7.514 børn og unge til en meningsfuld fritid. Tidligere i år blev Hanne valgt som landsformand for BROEN Danmark.
Mikkel Clausen har igennem årtier været en uundværlig del af Bredebro Idrætsforening – først som træner og senere som formand. Han har modtaget DBU’s sølvnål og foreningens æresmedlemskab for sin indsats.
Med prisen følger en økonomisk anerkendelse på 5.000 kroner.
Mikkel Clausen videregav sine 5.000 kr. til BROEN.
Tønder Festival ønsker de to prismodtagere et stort tillykke og takker dem for deres uvurderlige bidrag til det frivillige fællesskab.
